18. april 2024
PRfoto: BR

PRfoto: BR

PRfoto: BR
PRfoto: BR
Når påskeferien er slut, slår Fætter BR dørene op til sin nye butik i Holbæk.

I december sidste år lukkede BR butikken på Smedelundsgade og kort efter lukkedes Toys ‘r’ Us i Holbæk Megacenter, begge som følge af modervirksomheden TOP-TOY A/S’ konkurs.

Salling Group, der nok er mest kendt for at stå bag dagligvarekæder som Føtex og Netto, købte den kendte Fætter BR fra konkursboet og er nu i gang med at åbne i alt 26 BR legetøjsbutikker over hele landet – butikken i Holbæk bliver nr. 15.

En del af indretningen ligner de velkendte BR-butikker, men der er mere plads, og der kommer også mere plads til at lege for både små og store legebørn.

Klar til åbning
Fætter BR og hans medarbejdere er godt i gang med at puste balloner op, og den røde løber ligger klar til at blive rullet ud for de børn, som kommer til åbningen. Der er sat masser af legetøj på plads på hylderne, og de nyansatte medarbejdere i butikken glæder til at åbne det nye legetøjsunivers.

– Det er helt fantastisk at åbne nye legetøjsbutikker, og vi er meget glade for den modtagelse, BR har fået i de byer, hvor vi allerede har åbnet. Vi håber, at børn fra Holbæk og omegn også vil være med til at gøre butiksåbningen til en helt særlig dag, fortæller Charlotte From, der er kædechef i BR.

Butikschef Mikkel Damslund Jensen bliver daglig leder i den nye BR-butik i Holbæk, og han glæder sig også meget til at komme i gang i BR-butikken i byen:

– Vi har samlet et stærkt team, og nu glæder vi os alle til at bringe legen tilbage til børn i Holbæk. Det er jo tydeligt, at børnefamilier ikke har vendt ryggen til den glade Fætter BR, på trods af, at butikken ikke har været en del af handelslivet de sidste tre måneder. Så vi er topklar til åbningen og mangler bare alle de glade børn, for at butikken får den helt rigtige stemning.

Butikken åbner tirsdag d. 23. april på Frejasvej 16 i Holbæk Megacenter – der hvor Toys ‘r’ Us tidligere lå.

Åbningen sker officielt kl. 12.00 med klip af snor og VIP indgang til børnene med rød løber. Ved åbningen kan man møde Fætter BR og der vil være gave til de første 100 børn. Desuden kan børnene gennemføre en hinkesti og få et BR diplom og BR medalje.