18. april 2024

Lørdag kan man komme op i Holbæk Vandtårn og selv nyde udsigten. Arkivfoto: Michael Johannessen.

Lørdag kan man komme op i Holbæk Vandtårn og selv nyde udsigten. Arkivfoto: Michael Johannessen.
Lørdag er der en enestående mulighed for at se Holbæk fra oven, når Fors A/S holder “Åbent Vandtårn”.

Udsigten er fantastisk fra vandtårnet, og nu er der mulighed for selv at nyde den og samtidig se vandtårnet indefra. Og så kan man også blive klogere på, hvordan Fors A/S hver dag punper store mængder vand ud til holbækkerne.

– Vandtårnet i Holbæk styrer i dag trykket i forbrugernes vandhaner, og så virker det samtidig også som reserve. Vi har altså her vand til i hvert fald nogen timers forbrug i Holbæk by. Men det interessante er også, at der jo slet ikke bygges vandtårne længere, for i dag klarer vi nemlig trykket på vandet med pumper på vandværkerne. Så det er også et stykke historie, vi åbner op for her, fortæller vandplanlægger Mogens Nørskov Madsen fra Fors A/S.

I børnehøjde vises, hvordan vandet bliver pumpet helt op i tårnet og ender med at komme ud af vandhanen. For det kan godt være lidt svært at forstå, hvordan det hele hænger sammen. Det er underviser fra besøgstjenesten, der står for den praktiske tilgang.

Udover en storslået udsigt, god motion på trapperne op i tårnet byder Fors A/S på mad i pølsevognen.

Arrangementet finder sted lørdag d. 23. marts kl. 10.00 – 14.00 på Vandtårnsvej 2 i Holbæk.