I Holbæk tændes juletræet i god tid

Foto: Michael Johannessen.


“Julen varer længe..”, sådan hedder det i en af vore elskede gamle julesange. Og der er noget om det, i hvert fald i Holbæk.

Som vi skrev for næsten tre uger siden, så var de første forretninger i Holbæk klar med julepynt og nisser i starten af oktober. Siden da er flere butikker sprunget med på juleriet, og det er nu muligt at købe alt fra marcipangrise over brunkager til kunstigt julesne og plastikgrantræer i fuld størrelse.

Holbæk Byforum er også tidligt på den i år. Mens det er tradtionen flere steder, at en bys store juletræ tændes den 1. søndag i advent – eller måske en uge før, så har man i Holbæk valgt, at det skal ske i god tid før jul.

Allerede fredag den 16. november tændes træet i Holbæk og det sker med både juletog, julemand og julesange. Vi lover at skrive mere om arrangementet, når vi nærmer os, og redaktøren (måske) er kommet i julehumør.

I Jyderup tænder man også det store juletræ, men her holdes Lystændingsfesten først den 23. november.

Denne artikel er publiceret den 25. oktober 2018 og indholdet er muligvis ikke længere dækkende.

Leave a Reply