29. marts 2024

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

Rent ud sagt.

I den seneste tid har en række overskrifter indenfor miljøområdet fundet mediernes opmærksomhed.
Der har været tale om problemer med microplast – om vi kan være trygge ved kvaliteten af vandet i hanerne, sprøjtegiftes nedsivning mod grundvandet osv.
Det har bragt mig til at reflektere over, hvad jeg vil på miljøområdet som kandidat for SF ved kommunalvalget i Holbæk.
Mine overvejelser har bragt mig til følgende:

Der skal værnes om miljøet i Holbæk kommune, så naturen og vore ressourcer ikke ødelægges for os og vore børn.
Naturen skal bruges.
Men det skal ske under kontrollerede forhold, så vore naturområder ikke slides op og ødelægges.
Og dog skal naturen ikke være forbeholdt de få – men åbnes for de mange.
Vi skal beskytte grundvandet, sikre offentlig adgang til vore strande, rense vores spildevand, udbygge den kollektive trafik.
Alt sammen ting, der kræver en planlægning præget af vidtgående miljøhensyn.
Vi skal i dobbelt forstand sætte pris på et rent miljø.
For taber vi kampen om miljøet – taber vi også kampen om at skabe bedre livsbetingelser for alle kommunens borgere.
Nu og i fremtiden.

Steen-Kristian Eriksen
Nyvej 3
4440 Mørkøv

nr. 2 på SF kandidatliste til kommunalvalget