28. marts 2024

Arkivfoto: Michael Johannessen.

I maj og juni skal børn samle skrald i Vangkvarteret. Arkivfoto: Michael Johannessen.
I maj og juni skal børn samle skrald i Vangkvarteret. Arkivfoto: Michael Johannessen.

Med udsigt til præmier fra Fætter BR og Sportsmaster, skal børn og unge i maj og juni samle skrald ind i Vangkvarteret.

Det er frivillig sundhedsformidler, Louise Weywadt, der har taget initiativ til at sætte børnene til at
rydde op. Det skal ske hver onsdag eftermiddag i maj og juni.

Ideen er, at når eftermiddagens skraldeindsamlingarbejde er overstået, så mødes børene i fælleshuset til saftevand og hygge med frugt og grønt. Her vil deres indsamlede skrald blive vejet og de, som har samlet mest skrald ind vil i juni blive kåret og få uddelt deres præmier.

Ikke kun for sjov
Men intet er kun for sjov, når voksne er involveret, derfor er der selvfølgelig også lagt nogle ønsker om at børnene skal lære noget, ned over projektet. F.eks. kommer der en besøgsvært fra Fors A/S, som vil undervise børnene i, hvordan affald har konsekvenser for miljøet og hvordan de selv kan sortere husholdnignsaffaldet korrekt.

– Besøgsværten vil fortælle helt hverdagsnært om, hvordan det påvirker dyr, mennesker og miljøet, når man smider sin cola-flaske eller sit ispapir fra sig i naturen, siger Louise Wywadt.

Det er også et håb, at affaldsindsamlingen kan styrke børnenes fællesskab:

– Vi vil vise børnene, at vi kan få et stærkere fælleskab på tværs af aldersgrupper ved sammen at gøre forårsrent i vores kvarter, fortæller Louise Weywadt.

“Tyvstarter” søndag
Projektet “tyvstarter” søndag d. 17. april i forbindelse med Danmarks Naturfredningsforenings landsdækkende forårsrengøringskampagne.