Motorcyklist på skadestuen efter færdselsuheld

En 54-årig motorcyklist blev mandag eftermiddag bragt til sygehuset efter et færdselsuheld på Slotsvolden i Holbæk.

Uheldet skete klokken 16.45 da en 21-årig mand ville svinge til venstre i krydset med Valdemar Sejrs Vej i sin personbil og overså den 54-årige mandlige motorcyklist fra Gentofte, der kom kørende på motorcykel.

Politi, redningsmandskab og ambulance blev kaldt til stedet og motorcyklisten blev kørt til behandling på skadestuen. Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi slap han med en forstuvet hånd.

Der skete mindre materiel skade på både bilen og motorcyklen.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at den 21-årige bilist kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagsbehandlingen er afsluttet.

Denne artikel er publiceret den 22. marts 2016 og indholdet er muligvis ikke længere dækkende.

Leave a Reply