En gruppe store børn er på flugt fra krigens død og ulykke. Uden voksne. De går mod grænsen. De drives af håb om et liv og en bedre fremtid.
Nej, det er ikke en aktuel TV dokumentar om uledsagede flygtningebørn på vej mod Danmark. Det er en teaterforestilling med Teatret Fair Play og Holbæk Drama College.
Publikum ser en gruppe børn i snavset og lurvet tøj med tæpper til at have over sig, når de skal sove på den bare jord. Scenen er en enkel sort platform i forskellige niveauer. Bagtæppet er en halvcirkel i brune nuancer, der kan skifte til natteblå. En pige spiller en lille melodi på harmonika og forestillingen er i gang.
Konflikter og medmenneskelighed
Vi følger børnene på deres vej, hører dem snakke indbyrdes og får indblik i deres tanker og følelser. Vi ser deres indbyrdes konflikter udfolde sig og lande mere eller mindre hensigtsmæssigt. Vi møder børnenes indbyrdes hjælpsomhed ved fx rensning af sår, venskab og hjertelighed ved fødselsdagsgaver til Tally, humor i Scips drillerier og vittigheder, Miras insisteren på Eiricas ret til at være en del af gruppen, rummeligheden overfor den sarte Iliani og Andors stærke ansvarsfølelse overfor gruppen.
Store spørgsmål
Lillesøster Tally er syg og spørger: ”Skal jeg dø?” Hendes storebror, der er uformel leder af gruppen svarer: ” Ingen her skal dø. Det skal jeg nok sørge for.” Men vi forstår, at det er døden, de alle frygter og flygter fra.
Pigen Scip kommer med et brød og deler det med de andre. En pige rejser spørgsmålet, om det er i orden at stjæle, hvis man er sulten og ikke har penge at købe for? En anden spørger, om det er er i orden at stjæle fra nogen i en by, hvor alle er døde?
Pigen Eirica har fulgt efter gruppen i tre dage og mødes først med had og vrede af Andor. Hun tilhører silenserne og ikke malovarerne ligesom de øvrige børn. Er det en selvfølge at Andor hader hende, fordi hendes side i borgerkrigen har slået hans forældre ihjel? Overvældet af sorg og had, kom Andor måske til at sige noget, som fik fatale konsekvenser, og som han fortrød? Er det en naturlig ting for drenge og mænd at hade og mere naturligt for kvinder at vise forståelse?
Eirica fortæller, at hun nægtede at skyde sin skolelærer, der stod med sit lille barn på armen. Publikum må overveje, om man er personligt ansvarlig for at udføre en ordre fra én af dem, som man hører til? Også, hvis man selv bliver straffet for ulydighed?
”Hvordan kan man spise en hund?” spørger pigen Iliani. Alle sultede. Naboen var sulten og spiste hendes hund. Vi forstår, at sult og krig får mennesker til at gøre noget, som de ellers aldrig ville have gjort. Iliani kan ikke bære det, og måske er det derfor hun stammer.
Der er en grund
Forestillingen spilles i et NU, der imidlertid brydes et par gange. Det sker, når én af skuespillerne træder ud af sin rolle og henvender sig direkte til publikum for at fortælle én af de andre børns baggrundshistorie. Vi hører for eksempel,at Mira har boet i en fangelejr, hvor alle større piger og kvinder blev udsat for voldtægt. Dengang var hun 13 år. Måske er det derfor hun går i panik, når Andor som en småforelsket teenager forsøger at nærme sig hende. Vi ser, hvordan livet som barn i en krig kan give alvorlige følgevirkninger på krop og sjæl.
Enkel form
Forestillingen er en énakter, der et par gange afbrydes af smuk, stemningsfuld sang og en lille melodi eller bare et kort klimt på en xylofon. Således springer handlingen til nye sekvenser. Den enkle form i både scenografi, lys, lyd og kostumer gør det overskueligt at rejse med forestillingen, hvilket er planen. Budskabet behøver ikke pakkes ind i mere og står klart i sin enkelhed. Alligevel kan jeg ikke lade være med at fundere over, hvad det ville give fortællingen, hvis bagtæppet skiftede med videoklip fra dagens vandrende flygtningestrømme op gennem Europa, bombede byer i flammehav og øredøvende eksplosioner mellem larmende stilhed og plads til skuespillernes replikker? Forestillingen lægger op til at publikum danner deres egne billeder indeni sig selv.
Flot arbejde og flot resultat
De seks Elever fra Holbæk Drama College spillede skuespil med stor energi og indlevelse og formåede at holde intensiteten hele forestillingen igennem. Det var tydeligt, at de har arbejdet meget med at udtrykke stærke følelser lige fra udadvendt aggression til stille smerte. Og de kunne synge flerstemmigt, så vi fik lyst til at høre mere. Gruppen fungerede godt i samspil og formåede også at træde i karakter enkeltvis. Alle var levende til stede på scenen både når de var på, og når de ikke var det. Skuespillerne agerede med stor sikkerhed og forestillingen fremstod som helstøbt. En god professionel instruktion ved Robert Par og hans team har nok gjort meget, men det flotte resultat kunne ikke være lykkedes uden en masse tid og et stort engagement hos de dedikerede elever.
En klassiker
Manuskript, musik og sange er skrevet af Michael Ramløse i 1994 med udgangspunkt i borgerkrigen i Ex-Jugoslavien. Forestillingen er siden blevet spillet på flere teatre i henholdsvis Sverige og Tyskland. Desværre er den stadig aktuel og har efter min mening kvaliteter som en klassiker, idet den belyser almengyldige sider af menneskers vilkår og reaktioner under krig uanset mellem hvem, hvor og hvornår. Teksten rummer både konfronterende ondskab og alvor, som rammer os hårdt i hjertet, men også humor, medmenneskelighed og optimisme, så vi kan holde det ud.
Da jeg mødte Michael Ramløse til premieren, opfordrede han til at huske stykkets to sidste replikker.
”Se hvor smuk stjernehimlen er. Det bliver en fin dag i morgen.” (Citeret efter hukommelsen).
.
Holbæk – en by med teater
Med teaterstykket, ”Den jord du gik på”, viser elever fra Holbæk Drama College, Stenhus Gymnasium , hvad de har lært – midtvejs i deres treårige uddannelses-forløb. Forestillingen er også udtryk for, at Holbæk kommune prioriterer teater og uddannelse af unge, der vil udvikle sig indenfor scenekunst, teater og skuespil og i det hele taget blive klogere på verden. Kommunens borgere kan se forestillingen gratis på Teatret Fair Play d. 6.2.16 kl. 13.00 + 15.00, og når Drama College turnerer på kommunens skoler i denne uge får alle ottendeklasser en teateroplevelse, der ikke kan undgå at berøre dem og give stof til eftertanke og debat.
Medvirkende:
Mira: Malaika Mosendane
Scip: Sophie Hellum Petersen
Tally: Manon Julskov
Eirica: Marie-Louise Handberg
Andor: Martin thor Holmelin
Iliani: Emma Liza Askholm
Manuskript, musik og sang: Michael Ramløse
Instruktion: Robert Parr
Instruktørassistenter: Henriette Rosenbeck og Henrik Steen Larsen
Scenografi og kostumer: Tanja Bovin
Teknik og værksted: Jakob Ebbe
Lys og værksted: Lucas de Azevedo
Værksted og vedligehold:
Kim Wiggers Olsen
Koordinator: Gert Møller Jensen
Kommunikation og billetter:
Maria Lilholt-Grøne
Administrator: Betina Forchhammer
Videodokumentation: Daniel Due
Fotos: Mie Neel
