19. april 2024

Den verdensberømte skotske sækkepibeinstruktør, Callum Beaumont er i Holbæk i disse dage. PRfoto.
Den verdensberømte skotske sækkepibeinstruktør, Callum Beaumont er i Holbæk i disse dage. PRfoto.
Der er nogen der “piver” mere denne sommer end andre.

I denne uge er en snes mennesker samlet på sommerskole, ikke for at terpe gloser og udenadslære. Men for at lære en masse om sækkepibespil og selv blive bedre til at spille på den traditionelle højlands-sækkepibe.

Det er Holbæk Pipe Band, der afholder kurset for sækkepibe-entusiasterne og formanden David Lundgreen, har hentet en af verdens mest fremtrædende pipere, skotten Callum Beaumont til Holbæk til at stå for undervisningen.

Callum Beaumont er efterspurgt som lærer for sækkepibespillere verden over, selvfølgelig i Skotland men også i Australien, New Zealand og USA. Og nu altså også i Holbæk.

Kurset, der afholdes i bandets lokaler i kælderen bag Labæk 29 i Holbæk, omfatter alt fra begyndere til meget rutinerede spillere fra hele landet.