Også i 2015 skal de såkaldte “omstillingsgrupper” være med til at finde besparelser i kommunens trængte økonomi.
I oktober besluttede byrådet at fortsætte med “Holbæk i fællesskab” og i onsdags kom der så navne på de fire grupper, som skal arbejde i det første halvår af 2015.
Der er to nye grupper: Kollektiv trafik og Virksomheder hjælper udsatte i arbejde.
Herudover er der udløbere af omstillingsgruppen Læring og trivsel hos børn og unge fra foråret 2014, nemlig Økonomisk og fagligt bæredygtige skoler og børnehuse og Større og bedre udskolingsmiljøer.
En af hovedopgaverne for “omstillingsgrupperne”, er at finde besparelser.
– Vi har i år set, at vi i et fællesskab mellem borgere, virksomheder og medarbejdere kan skabe konkrete resultater – også på den økonomiske bane. I år løste vi den økonomiske udfordring for 2015. I 2016 og 2017 skal vi finde 50 millioner per år. En del af de penge skal findes gennem de nye omstillingsgrupper, siger borgmester Søren Kjærsgaard (V).
Selv om omstillingsgrupperne både kan og skal levere i kroner og ører, så fremhæver borgmesteren også en anden værdi:
– Vi tror på fællesskabet. Jeg er sikker på, at vi også ville lave Holbæk i Fællesskab uden en økonomisk udfordring. Vi skaber en ny politisk kultur, der giver bedre muligheder for at bidrage som borger, virksomhed og medarbejder, fordi vi tror på, at det er vejen til de fælles løsninger, der kan omstille vores kommune til fremtiden, slutter Søren Kjærsgaard.
Faktaboks: Om forårets omstillingsgrupper
– Kollektiv trafik
Hvordan man kan tilrettelægge den kollektive transport og busdrift med fokus på borgernes behov og den øvrige udvikling for Holbæk Kommune.– Virksomheder hjælper udsatte i arbejde
Inklusion på arbejdsmarkedet sker på arbejdsmarkedet. Fokus på at skabe en tættere kontakt mellem virksomheder og udsatte borgere.– Økonomisk og fagligt bæredygtige skoler og børnehuse
Sikre en kommunal struktur med fokus på bæredygtige og robuste enheder fagligt og økonomisk (fortsættelse af arbejdet i forårets omstillingsgruppe “Læring og Trivsel for børn og unge”).– Større udskolingsmiljøer
Udvikling af en model for større udskolingsafdelinger i Holbæk kommune som besluttet i budgetaftalen (fortsættelse af arbejdet i forårets omstillingsgruppe “Læring og Trivsel for børn og unge”).Arbejdet i grupperne begynder i 2015. Sammensætningen af grupperne forventes at være på plads først i det nye år.
GUD NEJ 🙁
Har Holbæk Kommune “en trængt økonomi”???
PS: Skulle man være i tvivl, så er mit “udbrud” ironisk ment – ordet ARENA dukkede op på min nethinde !
PSPS: I øvrigt holder jeg meget af ordet FÆLLESSKAB – dét må vi have noget mere af (dette er ikke ironisk ment)