29. marts 2024

Holbaekonline.dks redaktør, Rolf Larsen.
Holbaekonline.dks redaktør, Rolf Larsen.
Søndag blev der uddelt 300.000 projekt-kroner ud fra princippet: dem der har flest venner, vinder pengene.

I Holbæk Kommune går politikerne og klapper sig selv på skuldrene og taler gerne om “demokratieksperiment” og “Holbæk i fællesskab”. Man var ovenikøbet taget til “Folkemødet” på Bornholm i sommers, for at udbrede ideen om det nye lokale demokrati.

I Holbæk vil man nemlig gerne have borgerne til at være mere aktive i demokratiet. Det er ikke længere nok – forstår man – at overlade alt det med politik, budgetter, skattekroner og nedskæringer til de folkevalgte politikere – nu skal borgerne selv gøre arbejdet.

Vi har set det i forbindelse med nedsættelsen af de såkaldte “omstillingsgrupper”, der skulle se på hvordan man i kommunen fremover kan “klare mere for mindre” – som borgmester Søren Kjærsgaard sagde tilbage i marts måned.

Og senest så vi det søndag på et borgermøde, hvor foreninger og grupper i kommunen kunne sikre sig støtte – hvis altså de fik stemmer nok blandt de fremmødte. Dem med flest venner – hev støtten hjem. 12 foreninger og grupper havde ikke “venner” nok – de måtte derfor gå tomhændet hjem fra gavemødet på Isefjordskolen, mens 5 andre havde tromlet nok venner sammen til at de kunne få penge.

Blandt dem der fik penge var Orø Forsamlingshus. De havde selv sørget for, at mange støtter tog turen med færgen – og det sikrede dem altså et tilskud på 34.400 kroner.

Andre foreninger havde på samme måde bedt forældre, støtter og aktive om at møde op til borgermødet og stemme på deres projekter.

Og her kommer vi så til det væsentlige – for al mulig tillykke til de foreninger, som i går fik penge med hjem – men er det demokratisk? Er det sådan vi vil fordele goderne her i kommunen?

Skal det fremover være sådan, at man i Holbæk Kommune giver penge til dem, der har flest venner? Og er hele set-up’et med eksperimentet i fællesskab ikke bare en mulighed for politikerne til at vaske hænderne og skyde ansvaret fra sig?

Hvis vi alligevel selv skal lave alt arbejdet – hvorfor har vi så brugt tid på at vælge 31 medlemmer til byrådet?

Debat: Hvad mener du? Skal kommunen fremover tildele penge ud fra kriteriet om, hvem der har flest venner? – er byrådets nye idé om at indrage borgerne i beslutninger, som ellers er byrådets ansvar, en god ting? Skriv din mening i kommentarfeltet herunder.

8 thoughts on “Leder: Er det Holbæks nye demokrati?

  1. Hvis politikerne mener noget med deres demokratinonsens kan de jo lade alle borgerne i Holbæk Kommunen stemme om Arenaen. Men det tør de ikke.

  2. Godt for de grupper, som har fået noget ud af kommunen – men Demokrati er det IKKE.

  3. Ja man kan undre sig, var det så ikke badere at påskønne folk der har de bedste ider til påskønnelse af grønne opråder og pakker.

  4. Alex Christensen Ja man kan undre sig, var det så ikke bedre at påskønne folk der har de bedste ider til påskønnelse af grønne områder og pakker.

  5. Er det ikke demokrati ?
    Hvordan er det nu at byrådsmedlemmerne bliver valgt – er det ikke også dem med flest “venner”.
    Arrangementet var et forsøg og formen vil blive ændret i forhold til de input der kom ved evalueringen – det er da det jeg forstår ved demokrati
    At vi så var mere end 150 til at vælge hvilke initiativer der var bedst eller mest trængende frem for 31 det er vel også mere demokrati
    Se muligheder

  6. I lederen står der noget om et Folkemøde på Bornholm. Her var en lille delegation fra Holbæk til stede med Michael Suhr (C) i spidsen . Emnet var : Hvordan inddrager man den almindelige befolkning i demokrati.
    TV- Vestsjælland fik et interview med Michael Suhr . Følg dette link :

  7. Hvordan kan man tillade sig at kritisere, et godt initiativ ,som er så demokratisk ,de fleste af jer der kritisere, var ikke en gang til stede.
    Ingen ting kan være perfekt, så i der er kritiske ,kom selv med forslag, men vis respekt for de foreninger der nu har fået støtte ,for de gør et stort frivilligt arbejdede .De som ikke fik støtte, får al den opbakning, de nu behøver for at de også kan komme videre.

Comments are closed.