Avis: Tæppeland og Biva konkurs

På trods af konkurs i Biva Tæppeland, så holdt butikken i Holbæk åbent fredag eftermiddag. Foto: Rolf Larsen

Tæppeland og Biva er på vej i konkurs. Holbæk butikholder åbent i weekenden.

De to butikker blev fusioneret for halvandet år siden, i et marked i tilbagegang. Men tilbagegangen har åbenbart været for stor, og selv en sammenlægning af de to kæders butikker, så de delte samme lejemål var ikke nok til at redde dem.

Også i Holbæk flyttede Biva og Tæppeland sammen til fælles lejemål i Megacentret efter de begge to havde været selvstændige butikker.

Medarbejderne i de enkelte butikker samt leverandørerne er blevet informeret om konkursen, skriver Ekstrabladet.dk, som også fortæller at banker og leverandører tilsammen har 210 millioner kroner i klemme.

Om konkursen siger Tæppelands skaber og bestyrelsesmedlem i det fusionerede selskab Jørgen E. Jensen til Ekstrabladet.dk:

– Der er desværre ingen anden vej. Rent praktisk er der sendt information ud til butikkerne, og det er advokatfirmaet Kromann-Reumert, der tager sig af det praktiske. Både ejerne heriblandt mig selv og banken er indforstået med, at en konkurs er den eneste løsning.

Trods konkurs: Butikken holder åbent
Da Holbaekonline.dk fredag eftermiddag var en tur i Biva/Tæppeland var der stadig åbent i butikken. Udenfor stod varer udstillet og inde i butikken gik potentielle kunder stadig rundt.

Butikken i Holbæk er nemlig blandt de 33 butikker, som holdes i drift weekenden igennem, mens der bliver lavet gennemgang af budgetterne. 17 andre butikker blev lukket med det samme fredag.

Denne artikel er publiceret den 28. juni 2013 og indholdet er muligvis ikke længere dækkende.

Leave a Reply