28. marts 2024

En 18-årig kvinde fra Vipperød var søndag eftermiddag involveret i et færdselsuheld på Elverdamsvej i Ejby i Hornsherred.

Ulykken skete klokken kort efter klokken 13, da en 33-årig kvinde fra Dragør holdt på Elverdamsvej i Ejby og skulle svinge til venstre ad Ejbyvej. Bagved hende holdt en 18-årig kvinde fra Vipperød. En 44-årig mand fra Kirke-Sonnerup overså, at trafikken foran ham var standset, og han kørte derfor direkte op bag i den 18-årige, der derefter blev skubbet ind i den 33-årige.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at ingen personer kom til skade ved uheldet, men den 44-åriges bil måtte bugseres væk.