29. marts 2024

To mænd blev i nat anholdt og sigtet for indbrud i en benzinautomat.

Klokken 03.24 i nat kontaktede et vidne politiet og fortalte, at to mænd var i gang med at bryde en benzinautomat op på OK Tanken på Kvarmløsevj i Tølløse.

Politiet sendte flere patruljer, herunder hundepatruljer, mod tankstationen, og første patrulje overraskede de to mænd, der stadig var i gang med at bryde automaten op. De flygtede fra stedet til fods, hvorefter den ene kørte fra stedet i en bil. Politiet kørte efter bilen ad forskellige veje og endte til sidst ved Hvalsø skole, hvor føreren af flugtbilen kørte gennem en afspærringsbom, indtil bilen standsede oven på nogle blomsterkrukker. Føreren løb fra stedet og gemte sig i et krat, hvor en hundepatrulje efterfølgende fandt ham. Kort inden han blev anholdt lavede føreren, en 21-årig mand fra Snertinge, et udfald mod politihunden, der derfor bed ham i den ene arm.

Efter anholdelse af den første gerningsmand søgte en hundepatrulje efter den anden gerningsmand, der var forsvundet til fods i området ved tankstationen. I nærheden af Tølløse station fandt politiet en forpustet mand med høj puls. Da han ikke kunne redegøre for sin færden på dette tidspunkt og i øvrigt passede på signalementet af den ene af tyvene, anholdt politietmanden, som mistænkt. Der er tale om 24-årige mand fra Jyderup.

Begge anholdte blev bragt til afhøring på politistationen i Roskilde.

Flugtbilen blev taget med til nærmere undersøgelse og til klarlæggelse af ejerforholdet, da ingen af de anholdte var registreret som ejer af den. Bilen var, ifølge politiet, ikke meldt stjålet.

Begge anholdte forventes fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Holbæk i dag.