Ingen stiletter i sneen tak

Glatte fortove og ujævne underlag gør det svært at holde balancen. Hos Codan Forsikring oplever man en stigning i antallet af fald- og snubleskader, og ifølge forsikringsselskabet bør danskerne blandt andet blive bedre til at bruge fornuftigt fodtøj.

Kong Vinter har strammet grebet om Danmark, og det kan næsten føles som et forhindringsløb, når man bevæger sig udenfor. Vintervejret får da også danskerne til at glide, skride, snuble og falde. Og det kan man mærke hos Codan, der i disse dage får rigtig mange henvendelser fra danskere, der er faldet på halen.

– I disse uger råder vi folk til at tage den lidt med ro, når de begiver sig uden for. Vi opfordrer desuden fodgængerne til at vælge fodtøj med større omhu. Mange går nemlig i stiletter og flade, glatte sko, selvom sneen vælter ned. På det punkt opfører danskerne sig lidt som Skandinaviens latinoer, hvorimod svenskere og nordmænd er bedre til at tilpasse fodtøjet til de givne forhold, siger Marianne Dahl Steensen, der er direktør for Codans privatkunder og tilføjer:

– Mange faldskader er heldigvis relativt harmløse, men vi ser også nogle grimme eksempler, hvor et øjebliks manglende fodfæste har givet alvorlige skader på lemmer eller tænder.

De vinterlige udfordringer kan aflæses i Codans statistikker. For eksempel behandlede selskabet 426 faldskader i vinteren 2010, der var præget af store snemængder og langvarig kulde. Og det var næsten en fordobling i forhold til året før. Desuden oplever selskabet generelt en stor efterspørgsel på tandskadeforsikringer.

Denne artikel er publiceret den 13. februar 2013 og indholdet er muligvis ikke længere dækkende.

Leave a Reply