29. marts 2024

Politiet beslaglagde i går en 34-årig mands bil.

Den 34-årige blev standset på Sønderstrupvej i Tølløse, da han kom kørende i en uindregistreret bil, som var forsynet med stjålne nummerplader.

Manden blev sigtet for at have forsynet bilen med de stjålne nummerplader.

Det viste sig, at den 34-årige tidligere var blevet frakendt retten til at føre bil. Så han blev sigtet for kørsel uden førerret. Politiet valgte at beslaglægge bilen og retten vil senere tage stilling til, om bilen helt skal konfiskeres.

Den 34-årige vil senere blive indkaldt til retten for at få afgjort sine sager for overtrædelse af færdselsloven og straffeloven med hensyn til tyveriet af nummerpladerne.