16. april 2024

Hos Holbæk Kommune mener man, at Vækstfabrikken er blevet den succes, som man håbede på. Målet om, at halvdelen af fabrikkens pladser skulle være besatte til årsskiftet, er nået.

Vækstfabrikken åbnede i januar 2011 og hurtigt begyndte interessen fra iværksættere at strømme til. Målet for Vækstfabrikken Holbæk var, at 22 iværksættere inden årets udløb skulle have besat fabrikkens 44 pladser. Og det mål er nu nået.

Iværksætteri der bliver til noget
Ikke nok med, at der er kommet 22 iværksættere på fabrikken, flere af dem er allerede ved at få godt gang i deres virksomhed. Et eksempel er en iværksætter, der har formået at udvide virksomheden, så der er blevet arbejdspladser til en lille håndfuld medarbejdere. Og der er mange andre gode eksempler.

Vækstfabrikken skal udvides
Holbæk Kommune er meget tilfreds med, at det første mål for vækstfabrikken er nået. Men fabrikken må gerne udvikle sig endnu mere. Derfor står der også i udviklingsplanen til erhvervs- og turismepolitikken, at vækstfabrikken skal udvides yderligere, så den kan rumme og støtte flere typer af vækstiværksættere. Det kunne for eksempel være iværksættere på velfærdsteknologiområdet, og iværksættere der har behov for værksted og/eller lagerfaciliteter.