Folkeuniversitetet vil den kommende sæson afholde fire foredrag med relation til besættelsen 1940-1945.
Første foredrag bliver “Østfronten, en soldat fra Holbæk og vores brug af fortiden”, som afholdes tirsdag d. 25. oktober.
Johan P.V. Laustsen, museumsinspektør ved Danmarks Tekniske Museum i Helsingør, holder det første foredrag, der handler om hvilke informationer eftertiden har brug for, for at kunne forstå fortiden og hvordan vi bruger fortiden?
Den 22. juni 1941, påbegyndte tyskerne Operation Barbarossa. Dermed var angrebet på Rusland indledt og verdens største militæroperation iværksat. Krigen på Østfronten kom til at omfatte millioner af mennesker og blev skueplads for nogle af de hårdeste kampe i løbet af 2. verdenskrig.
En blandt de mange millioner mennesker var en ung mand fra Holbæk – egnen ved navn Larsen. Larsen havde arbejdet i Tyskland inden operation Barbarossa, men blev siden soldat i den tunge panserenhed 501, som bl.a. havde flere af de berømte Tiger kampvogne.
Hvilke spørgsmål skal man som museum stille til denne krigsveteran for at få et historisk indblik i begivenhederne på Østfronten? Skal spørgsmålene tage udgangspunkt i: Kammeratskab? Teknik? Ideologi? Personlige forhold? Disse spørgsmål og flere vil blive diskuteret i dette foredrag, hvor historiens nytte vil være et centralt emne.
Info:
Foredrag: Østfronten, en soldat fra Holbæk og vores brug af fortiden.
Dato: Tirsdag den 25. oktober 2011 kl. 19.00 – 21.00
Sted: Holbæk Museum, Klosterstræde 18, Holbæk.
Man kan tilmelde sig foredraget via Folkeuniversitetet i Holbæk senest den 11. oktober 2011. Entré 100,- (medlemmer af Museumsforeningen 80,-).
