Klumme: Skal man stemme på en lokal?

Denne artikel er publiceret den 13. september 2011 og indholdet er muligvis ikke længere dækkende.

Intet tyder på, at de lokale kandidater vil arbejde på tværs af partierne til fordel for vores område. Skal man så stemme på en lokal kandidat? - Det spørger klummeskriveren om. Foto: Rolf Larsen.


Valgkampen er snart overstået. Torsdag skal vi til stemmeboksene og afgive vores kryds.

Lokalt har kandidaterne på tværs af partierne valgt at gå sammen omkring forskellige arrangementer, som fælles gadearrangementer og fælles vælgermøder.

Men så strækker de lokale kandidaters samarbejde heller ikke længere.

Der er intet der tyder på, at de lokale kandidater, på tværs af deres respektive partier, vil gå sammen om, at arbejde for Holbækområdets fremtid.

Her var der ellers en oplagt mulighed for, at skaffe fordele for vores område – det er hårdt tiltrængt.

Stem lokalt – siger de
Kandidaterne her i kredsen gik fra starten af valgkampen sammen om at anbefale vælgerne, at stemme på en lokal kandidat. Men man kan spørge sig selv, om det overhovedet vil hjælpe noget, hvis de alligevel ikke har tænkt sig at gå sammen, på tværs af partierne, om at forbedre forholdene for vores område.

I denne valgkamp har kollektivtransport stort set handlet om København i forbindelse med en betalingsring. Nordvestsjælland har ikke været nævnt og her er der ellers nok at forbedre. Som den socialdemokratiske kandidat, Kaare Dybvad mærkede på egen krop – så er offentlige transportmidler langsomst når man skal på arbejde (se denne video). Og det er på trods af de massive bilkøer, som hver eneste dag standser al trafik på Holbækmotorvejen.

For nogle år siden lykkedes det for en lille håndfuld politikere, at få sat Jylland på landkortet og få milliarder ud af statskassen til investeringer i landsdelen.

Det er ikke fordi vi skal have et hav af motorveje til vores område – men en forbedring af de eksisterende, en udbygning af den offentlige transport, flere initiativer til at skaffe arbejdspladser og udvikling til området ville være velkommen.

Derfor ville det være rart, hvis de lokale kandidater turde gå sammen og arbejde for vores områdes skyld

Sæt bare et kryds ved en lokal kandidat – men om det hjælper lokalt, må tiden vise.

Klummen er ikke nødvendigvis udtryk for Holbaekonline.dk’s holdning.

En kommentar

  • Stem på spidskandidaten i Holbæk

    Af Søren Kjærsgaard Jan Wammen Dam borgmester i Holbæk Kommune folketingskandidat i Holbæk-kredsen for Venstre

    Folketingsvalget står for døren, og din stemme er afgørende.

    Med din stemme er du ikke kun med til at afgøre, hvilke partier der vinder
    valget, og hvem der danner regering.

    Din stemme kan også være med til at afgøre, hvilke kandidater der bliver valgt ind.

    Ved at stemme personligt kan du være med til at afgøre, hvem der skal repræsentere de enkelte partier i Folketinget. Siden valget i 2007 har Holbæk været en del af Sjællands Storkreds (Region Sjælland).

    Det betyder, at man ved at stemme på partilisten ligeså godt kan få valgt en kandidat fra Lolland eller Stevns.

    Hvis du derimod sætter kryds ved spidskandidaterne på listen -Holbæk områdets lokale kandidat -øger du vores lokale repræsentation.

    Til glæde for de lokale kandidater og til gavn for repræsentationen af vores lokalområde i Folketinget.

    Det er af afgørende betydning for vores lokale indflydelse på den landspolitiske dagsorden og mulighed for at sikre Christiansborgs opmærksomhed på vores område.

    Hvis kandidaten ikke bliver valgt, vil stemmen stadig gå til partiet, som du stemmer på.

    Den tæller altså stadig med i partiets stemmer. Du kan se alle partiernes spidskandidater i Holbæk Kommune på www. stemholbæk.dk.

    Vi vil derfor opfordre dig til at stemme personligt på dit partis spidskandidat i Holbæk.

    Vores stemmer er givet Venstres spidskandidat Jan Wammen Dam , men skulle du vælge en anden liste, er valget af
    spidskandidaten stadig vigtig for den bedst mulige repræsentation af Holbæk-området i Folketinget.

Leave a Reply