28. marts 2024

Kort før midnat fik politiet anmeldelse om indbrud i et rækkehus på Byparken i Svinninge.

Et vindue brudt op. En 84-årig kvinde lå i sin seng. Gerningsmanden stjal en håndtaske, der stod på et bord ved siden af sengen.

Kvinden havde forinden tilkaldt hjælp via sit nødkald til hjemmeplejen. Udover tasken blev ikke stjålet andet fra stedet.

Gerningsmanden sagde intet til den 84-årige, der blev meget chokeret over det ubudne besøg.

Gerningsmanden beskrives som: Mand, dansk af udseende, 30-40 år, mørkeblondt hår, ca. 175 cm. høj, iført sort jakke med gule striber.

Det vides ikke, om indbruddet kan relateres til en mistænkelig bil, der blev set i Svinninge tidligere på aftenen.
Den mistænkelige bil var en tysk indregistreret Renault Megane, som ved 22-tiden kørte op og ned ad Nyrupvej og Flordalsvej uden tilsyneladende at have noget ærinde på stedet. Et vidne kontaktede politiet, der sendte en patrulje til stedet. Men der var bilen væk.

Politiets særlige indbrudsgruppe hører gerne fra vidner, der har oplysninger til sagen og kan kontaktes på tlf. 114.