20. april 2024

En person er omkommet efter et fly her til eftermiddag styrtede ned ved Stigs Bjergby.

Ifølge de foreløbige meldinger, ramte et lille sportsfly omkring kl. 16.50 jyderup-senderen.

Politiet sendte straks beredskab og patruljer til stedet.

– Der er tale om et dansk registreret sportsfly. I flyet er fundet en mand, der er afgået ved døden, oplyser kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Carsten Andersen.

– Politiet leder i øjeblikket i området omkring uheldsstedet for at se, om der skulle være andre personer involveret og for at finde rester m.v. fra flyet, oplyser Carsten Andersen.

Havarikommissionen er tilkaldt til stedet for at undersøge ulykken nærmere.

– Politiet kender ikke årsagen til ulykken, og vi ønsker ikke i øjeblikket at sige noget nærmere om, hvor flyet er lettet fra, eller hvor det skulle hen, siger Carsten Andersen og gør opmærksom på, at den afdøde er ikke endelig identificeret, og de pårørende derfor heller ikke er underrettet endnu.

Læs også: Styrtet fly var næsten 50 år gammelt