Carsten Andersen: Øroboerne bruger deres færge for lidt om aftenen

Redaktionen har modtaget nedestående indlæg fra byrådsmedlem Carsten Andersen (V).

Venstrebladet har i mandagens udgave en større artikel om det debatmøde, der var arrangeret af internetmediet Holbaekonline.dk på Orøfærgen lørdag formiddag. Det er lykkedes Venstrebladets journalist helt at undgå at fortælle, hvad sagen rent faktisk gik ud på.

Et flertal i byrådet har besluttet at spare en halv million på driften af Orøfærgen mellem Holbæk og Orø. En del af besparelsen hentes ved at afskaffe to aftensejladser på hverdage ud fra det forslag, der er behandlet i udvalget for Klima og Miljø. De ramte aftensejladser bruges kun i ringe omfang ud fra færgens egne tal.

I gennemsnit er der 4,5 passager med pr. aftenafgang, der er en bil med i gennemsnit og 0,6 cykel. Ud fra den lave benyttelsesgrad er beslutningen truffet. Havde Orøboerne brugt færgen flittigt om aftenen, var denne besparelse sikkert ikke kommet på tale.

På lørdagens møde kom det tidligere byrådsmedlem fra Venstre, Ole Nielsen, med et konstruktivt forslag. Ole Nielsens forslag vil naturligvis indgå i den kommende snak om færgens drift.

Hvis man afskaffer de to aftenafgange, er der naturligvis tale om en serviceforringelse. Heldigvis har Orøboerne mulighed for at benytte Østre Færge, der stort set sejler hele tiden.

Med venlig hilsen

Carsten Andersen
byrådsmedlem (V)

En kommentar

  • Avatar Sognepræst på Orø Kirsten Schmidt

    På mig virker det fuldstændigt urealistisk at hævde, at orøerne skulle have brugt deres aftenafgange mere, og at vi derfor selv er ude om, at de skal nedlægges. Det er jo netop AFTENAFGANGE! Prøv at se på, hvor mange mennesker, der sidder i natbusserne i Købehavn! Orø-færgen sejler stort set i timedrift indtil de afgange, men efter 18,05 afgangen fra Holbæk hedder de to næste: 19,30 og 22,20. Efter 17,30 afgangen fra Orø hedder de to næste: 18,40 og 21,50.
    Og nogle gange er der næsten ingen passagerer med, andre gange er der rigtigt mange, fordi folk har været til et arrangement i Holbæk. Vi er jo EN DEL AF HOLBÆK KOMMUNE. Hvorfor så afskære os fra at deltage i forældremøder, skole-hjem samtaler, skolefester, koncerter, foredrag, klubber, aftensalg. Det er noget vrøvl, at vi bare kan bruge Østre Færge. Rigtigt mange har ikke bil, og mange af dem, der har, kan ikke lide at køre på de mørke veje i Hornsherred om aftenen. Når der ligger sne, er de nærmest ufremkommelige.
    Desuden hører vi ikke til Hornsherred, vi hører til Holbæk kommune.
    Tag os dog alvorligt! Vi er ikke en samling ø-tosser, der stikker fingeren op i næsten, når vi vil klø os o hjernen. Vi er et moderne, levende samfund, udadvendte og opdaterede. Vi kan bare godt lide frisk luft og høj himmel samtidig. Det gør os ikke til landsbytosser!

Leave a Reply