11. december 2025

Mellem 160 og 170 mennesker var torsdag aften mødt frem ved det fjerde og sidste borgermøde om folkeskolens fremtid i Holbæk Kommune.

Mødet blev denne gang holdt på Tølløse Centralskole.

Formand for Projektudvalg Fremtidens Folkeskole, Agnete Dreier (SF) bød velkommen og derefter holdt direktør for børn, unge og familier, Lisbeth Moltzen et oplæg om blandt andet de scenarier som er i spil og om de ønsker der er for en udvikling af folkeskolen.

Herefter blev debatten givet løs i salen.

Som på de tre andre borgermøder, var der en stor bekymring for hvad der vil ske med de små lokalsamfund, hvis deres skoler bliver lukket. Der blev spurgt efter hvilke værdier politikerne har for folkeskolen og efterlyst andre ideer til strukturændringer, end dem som var sendt i høring. Blandt andet mere samarbejde på tværs af skoler.

Men der blev også rakt en hånd frem fra flere af deltagerne til politikerne – man ville gerne være med til at finde løsninger, som kunne redde de små skoler, og samtidig give det kvalitetsløft af folkeskolen, som politikerne ønsker.