55 medarbejdere i Holbæk Kommune fyres i dag

55 medarbejdere får i dag at vide, at de bliver afskediget. Fotomanipulation: Holbaekonline.dk


55 medarbejdere i Holbæk Kommune får i dag at vide at de bliver afskediget.

Afskedigelserne kommer i første omgang til at ske på børneområdet, på bibliotekerne og på specialområdet for voksne.

Besparelserne fra første budgetrunde i Holbæk Kommune medfører en personalereduktion på 113 stillinger. En række frivillige løsninger betyder, at antallet af afskedigelser er reduceret til 55.

Reduktionen skyldes, at 27 medarbejdere har valgt at fratræde frivilligt – heraf 16 på seniorordning – og 13 medarbejdere har valgt frivilligt at gå ned i tid. Herudover vil fem medarbejdere få varsel om nedsat timetal, og en række ledige stillinger vil ikke blive genbesat.

– Jeg sætter stor pris på den måde, organisationen er gået til denne opgave på, og at det er lykkedes at reducere det nødvendige antal afskedigelser. Det er altid ubehageligt at skulle tage afsked med dygtige medarbejdere, men det er naturligvis en fordel, når det kan ske frivilligt, siger borgmester Søren Kjærsgaard (V).

Drejebog for afskedigelser
Holbæk Kommune har udarbejdet en drejebog for afskedigelserne, så de bliver gennemført så nænsomt som muligt.

– Vores drejebog sikrer ikke blot, at personalejuraen er i orden, men også at ledere og chefer er klædt på til at håndtere den svære situation, forklarer kommunaldirektør Hans Søie og understreger, at også relevante tillidsrepræsentanter vil stå til rådighed for medarbejderne.

Der bliver oprettet en midlertidig jobbank, hvor de afskedigede medarbejdere kan lægge deres CV. Samtidig sikres de at komme til ansættelsessamtale, hvis de søger en stilling i kommunen.

Leave a Reply