Jernbanehotellet udbetalte sort løn

En ansat på Jernbane Hotellet i Holbæk har, ifølge 3F, i to år fået sin løn udbetalt sort. Foto: Rolf Larsen.


I to år udbetalte Jernbanehotellet i Holbæk sort-løn til Richard Croudy. Det skriver Nyhedsbrevet 3F.

Sagen kom frem, da Richard Croudy blev fyret fra sit arbejde som bartender på Jernbanehotellet. Bartenderen havde aldrig fået en lønseddel fra sit job og kunne derfor ikke dokumentere, at han havde ret til dagpenge, da han henvendte sig til sin a-kasse i 3F Holbæk-Odsherred.

Hver måned fik Richard Croudy sin løn i hånden eller sat ind i banken. Der manglede altid nogle tusind kroner i forhold til den aftalte løn, så Richard Croudy regnede med, at de var gået til Skat.

Men den fyrede bartender opdagede, at hans indkomst ifølge SKAT var 0 kroner.

Efter råd fra 3F gik Richard Croudy til skattevæsnet og lagde kortene på bordet. SKAT har accepteret hans forklaring og vil – meget undtagelsesvist – rekonstruere de fleste lønsedler, så han kan få dagpenge.

3F rejste krav mod Hotelejer Janny Larsen om 59.000 kroner, som Richard Croudy havde til gode, mest i feriepenge. Pengene blev først betalt, da 3F truede med en begæring om konkurs.

– Men Richard havde så heller ingen dokumentation at sende til Lønmodtagernes Garantifond, siger faglig sekretær Birgit Jørgensen, 3F Holbæk-Odsherred.

Ingen kommentarer
Hotelejer Janny Larsen har ingen kommentarer. Og skattecenter Holbæk har tavshedspligt i konkrete sager. Specialkonsulent Sten Müller oplyser dog generelt til Nyhedsbrevet 3F, at der både kan blive tale om bøder og besøg af fogeden, hvis SKAT ikke får sine penge.

For Richard Croudy har månederne uden dagpenge betydet, at han har måttet sælge sine pensionsordninger. Når det sker i utide, koster det 60 procent i skat.

Leave a Reply