Bilist forsøgte at stikke af med 180 km/t på Skovvejen

En 28-årig mandlig bilist kom op på vanvittige 180 km/t da han lørdag eftermiddag forsøgte at stikke af fra politiet på Skovvejen.

Kort før klokken 15 målte en af færdselspolitiets videopatruljebiler en bilist til at køre med mindst 148 km/t ad Skovvejen ved Knabstrup, selvom den højst tilladte hastighed ifølge skiltningen var 90 km/t.

Patruljen tændte udrykningssignalerne og fik i første omgang bilisten til at standse. Men det varede kun kort, for bilisten vendte straks sin bil og forsøgte så at køre fra politiet. Politiet kørte nu efter bilisten, der under forsøget på at køre fra politiet nåede op på hastigheder omkring 180 km/t på samme vejstrækning som den tidligere hastighedsmåling.

Til sidst lykkedes det politiet at få bilisten standset igen. Bag rattet sad en ædru mand. Han foreviste via sin mobiltelefon et billede af et kørekort i forbindelse med sigtelsen for at have kørt for hurtigt på Skovvejen. Men da politiet kontrollerede mandens personlige oplysninger nærmere ud fra kørekortoplysningerne kunne politiet konstatere, at der ikke var overensstemmelser mellem de personlige oplysninger og fotoet på kørekortet. Politiet fandt ud af, at bilisten havde manipuleret med fotoet af kørekortet, så bilisten havde vist et kørekort tilhørende et familiemedlem, men med eget foto indsat.

Bilisten blev identificeret som en 28-årig mand fra København, som ikke havde generhvervet sit kørekort efter udløbet af en tidligere frakendelse.

Den 28-årige er udover sigtelerne for overtrædelser af færdselsloven også sigtet efter straffelovens bestemmelser om falsk anklage, idet en uskyldig kunne være blevet undergivet strafferetlig forfølgning for noget, som familiemedlemmet ikke havde gjort, ud fra de forkerte oplysninger, som den sigtede gav politiet om sin identitet. Den 28-årige sigtede kan nu forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres.

En kommentar

  • Avatar Søren

    Det var ikke lang tid der gik, før vi så første sag med forfalsket elektronisk kørekort.

    Jeg nævnte at dette kunne ske allerede før det trådte i kraft, men flere sagde jeg havde drukket af natpotten….

Leave a Reply