19. april 2024

Søndag var sidste dag for Covid-19 lyntest på Falcks lyn-testcenter i Stadion Hallen i Holbæk. Fra mandag må holbækkerne ud på en længere tur, hvis de vil have en lyntest.

SOS International har overtaget kontrakten om at udføre lyntest i Region Sjælland og man har valgt ikke, at have et fast testcenter i Holbæk. I stedet skal Holbækkerne nu tage turen til Roskilde, Kalundborg eller Ringsted, som er de nærmeste faste teststeder for lyntest fra SOS International.

Eller også skal de håbe på, at der kommer et pop-up teststed eller en af de udkørende biler, lægger vejen forbi.

Borgmesteren ser allerhelst lyntestcenter i Holbæk Kommune

Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, ser gerne, at der igen kommer et fast lyntestcenter i Holbæk Kommune.

På sin Facebook-side skriver hun bl.a.:

“Selvom Regionen har udvidet den samlede testkapacitet, ser jeg aller helst, at der fortsat i Holbæk Kommune er et lyntest center som supplement til det regionale almindelige testcenter.”

og hun fortsætter:

“Vi er fra Holbæk Kommunes side i tæt dialog med Regionen. Jeg forstår, at de er pressede og at de har en stor opgave med at teste så mange som muligt i hele regionen. Vi har gjort det klart, at vi vil gå meget langt for en lokal løsning. Hvad end det gælder, at stille fysiske placering (som stadionhallen) til rådighed, om det gælder rekruttering af medarbejdere eller noget helt tredje.”

Christina Krzyrosiak Hansen foreslår, at hvis ikke der kan komme et lyntestcenter i vores kommune, så bør der i det mindste være udvidede åbningstider eller drop-in mulighed på de almindelige (testcentre), så alle fortsat kan blive testet tit!

“Vi fortsætter den tætte dialog med regionen og jeg lover at orientere, når der er noget nyt.” – slutter borgmesteren sit opslag.