19. april 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen

Politiet modtog onsdag aften klokken 21.57 en anmeldelse om, at en udlejnings kassebil var blevet set i forbindelse med et tyveri fra en varegård ved Dagli’Brugsen i Ladegårdsparken i Holbæk.

En patrulje blev sendt hurtigt til stedet, hvor de undervej til stedet mødte den beskrevne kassebil. Bilen blev standset ved Roskildevej lige efter rundkørslen ved Skagerakvej.

I bilen sad tre mænd, en 29-årig mand fra København, en 33-årig mand fra Gentofte og en 29-årig mand fra Spanien. I kassebilen varerum lå 77 plasticpaller, som netop var blevet stjålet fra Brugsen i Ladegårdsparken.

De tre mænd blev anholdt, sigtet for tyveriet og taget med til afhøring på politistationen.

Ved nærmere undersøgelse af den 29-åriges identitet, viste det sig, at den 29-årige udenlandske mand havde opholdstilladelse i Spanien. Hans anholdelse blev derfor opretholdt i 3 x 24 timer i medfør af udlændingeloven. Han sag behandles nu af udlændingeafdelingen, hvorefter der vil blive taget stilling til, om den 29-årige administrativt kan udvises af Danmark.

De to andre blev løsladt efter endt afhøring og sagsbehandling, og kan begge forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Pallerne fik butikken tilbage, så de havde intet krav i sagen.