Observatoriet i Brorfelde får stjerneshelters

Fire shelters forventes at være klar til sommeren 2021. Illustration: Kristoffer Tejlgaard.


Fire nye, specialdesignede shelters bliver bygget på Observatoriet op til sommerferien i 2021. De nye shelters, der bygges med glastag, runde vægge og af bionedbrydeligt materiale, bliver en unik overnatningsmulighed i det fri for både private og skoleklasser.

Det har længe været et ønske hos Observatoriet i Brorfelde at få etableret shelters – og nu er det blevet muligt som en del af det tværkommunale projekt, Istidsruten, der med sin 390 km lange cykelrute kommer undervejs forbi flere attraktioner, der har fokus på natur og landskab.

– Vi tror, vi med vores såkaldte ’stjernekigger’-shelters kan lokke nye brugergrupper til at opleve en nat tæt på naturen. Det er en helt særlig oplevelse at falde i søvn til nattens lyd under stjernerne og vågne op med fuglene – men mange kan være lidt tilbageholdende med at tage ud i skoven og overnatte. Vi håber, at vi med vores utraditionelle design og øvrige formidlingsgrupper kan lokke både skoleklasser og familier til at booke en nat i naturen hos os, siger Julie K.L. Bouchet, der er leder af Observatoriet.

Runde shelters med udsyn til stjernerne

De fire runde shelters er designet af arkitekt Kristoffer Tejlgaard og har hver plads til 6-8 personer og kan derfor samlet set huse en skoleklasse – men kommer også til at kunne bookes enkeltvis. Væggens krumning er designet, så man kan sidde op ad væggen, og om dagen kan en hel skoleklasse modtage undervisning i et enkelt shelter. Når mørket falder på, kan man ligge med hovedet mod shelterets centrum og se den smukke stjernehimmel over sig igennem et rundt glastag.

-Vi synes, at de fire shelters er udformet på en måde, som passer til resten af Observatoriets formidlingsgreb og går godt i tråd med vores strategi om at formidle både astronomi, biologi og geologi til skoleklasser og andre interesserede, fortæller Julie K. L. Bouchet.

Observatoriet forventer, at de fire shelters er klar til at blive booket til sommer 2021.

Leave a Reply