Ildsjæle får hjælp med ny eventbank

Arkivfoto: Pixabay

En ny eventbank skal lette arbejdet for lokale ildsjæle, der ønsker at afholde arrangementer.

Der er meget at tage stilling til ift. logistik, tilladelser med mere når man vil afholde større eller mindre arrangementer, og her giver eventbanken en hånd til lokale ildsjæle med udstyr og hjælp til planlægning.

-I Holbæk Kommune er vi så heldige at have nogle særdeles aktive lokalområder, der arbejder med events, aktiviteter og det lokale fællesskab, for eksempel Tølløse Festival, Spirefestivalen på Tuse Næs og Ø-Dur på Orø. Hen over året arrangeres et væld af lokale aktiviteter, og det vil kommunen gerne støtte yderligere. Derfor ser eventbanken nu dagens lys, hvor lokale initiativer kan låne udstyr og dermed også lettes for udgifter, fortæller Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.

Eventbanken er tænkt som en støtte til lokale arrangementer, hvor godkendte folkeoplysende foreninger samt almennyttige fonde, og ikke-kommercielle aktører, kan låne udstyret. Udstyret er indkøbt til kommunens egne arrangementer, men bliver gjort tilgængelig for lokale brugere i eventbanken.

-Vi har en række store events i løbet af de næste par år, blandt andet den store børneteaterfestival Aprilfestival og Tour de France. Her er der stor fokus på sikkerhed, og derfor har vi indkøbt udstyr, da det økonomisk giver mening, så vi ikke skal ud at leje udstyr fra gang til gang. Når udstyret ikke anvendes til de store events, vil det derfor være muligt for lokale foreninger at låne udstyret i stedet for, at det bliver pakket væk, fortæller Ole Hansen.

Det er Skvulp Fonden, der står for driften af eventbanken og her siger fondens bestyrelsesformand, Jan Løve:

-Eventbanken er en indlysende god idé, hvor både praktiske løsninger og rådgivning kan blive til gavn og glæde for almennyttige initiativer og arrangementer i kommunens lokalområder. Skvulp har gennem årene oparbejdet stor ekspertise med håndtering af grej og gode råd ved afvikling af arrangementer, der ikke er kommercielle, men drevet af en frivillig indsats. Vi ser derfor frem til samarbejdet med Holbæk Kommunes Kultur og Fritidssekretariat, som vi i forvejen er i tæt samarbejde med.

Eventbanken indeholder cykelhegn og byggepladshegn, betonbænk/afspærring, bord/bænkesæt (forventes på lager i starten af 2021) og telte (forventes på lager i starten af 2021).

En kommentar

Leave a Reply