19. april 2024

Foto: Rigspolitiet.

En 32-årig mand fra Holbæk blev tirsdag eftermiddag sigtet for narkokørsel efter et tip fra en borger.

En opmærksom borger kontaktede ved 15-tiden politiet og fortalte, at han havde set en varebil, som holdt i tomgang med en bevidsthedspåvirket fører bag rattet, som virkede helt uklar. Føreren sad i bilen med sin mobiltelefon i hånden, hvorpå der lå noget hvidt pulver, som kunne ligne narko.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor føreren af bilen i mellemtiden var vågnet op, og havde hidset sig op på anmelderen. Føreren af varebilen kørte herefter fra stedet, og det lykkedes politiet at finde frem til bilisten, som var drejet ind Ved Lunden. Føreren af varebilen viste sig at være en 32-årig mand fra Holbæk, som blev sigtet og anholdt for narkokørsel.

Politiet fandt ikke narko i bilen eller på den sigtede, men han var påvirket af euforiserende stoffer, så han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 32-årige høre mere fra politiet i sagen.