20. april 2024

Foto: Politi.dk

To gange i løbet af tirsdag eftermiddag måtte politiet rykke ud til Kvickly i Slotscentret til tyveri af energidrikke.

Den første anmeldelse indløb kl. 13.41. Ifølge anmeldelsen havde personalet i Kvickly bemærket en pige, som lagde diverse energidrikke og slik ned i sin taske, men forlod butikken uden at betale.

En medarbejder fulgte efter pigen ud af butikken, fratog hende tasken og konfronterede pigen med tyveriet. Den 14-årige pige blev opfarende og stak af fra stedet.

En patrulje blev sendt til Kvickly, for at optage rapport i sagen og hente pigens taske. Pigen kontaktede senere politiet, idet hun ønskede sin taske tilbage. Her fik politiet fastlagt pigens identitet og afhørt hende til sagen.

Pigen havde stjålet for i alt 101 kr, men supermarkedet fik varerne tilbage og havde intet erstatningskrav.

Politiet orienterede pigens mor og de sociale myndigheder om sagen, men da hun er under den kriminelle lavalder, kan hun ikke straffes. Politiet fik lavet en aftale om udlevering af pigens taske.

Fyldte tasken med energidrikke
To timer efter den første anmeldelse blev en politipatrulje igen sendt til Kvickly, hvor en anden 14-årig pige var blevet tilbageholdt for butikstyveri.

Pigen var i selskab med en 17-årig ung kvinde, som ikke var mistænkt for at medvirke til tyveriet.

Den 14-årige blev af personalet set fylde en medbragt taske med energidrik af mrk. Red Bull til en værdi af ca. 200 kr, før hun forlod butikken uden at betale.

Den 14-årige erkendte at have stjålet, men heller ikke hun kan straffes, da hun er under 15 år. Politiet optog rapport og orienterede de sociale myndigheder og pigens mor om sagen, hvorefter hun fik lov at gå