24. april 2024

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

”Færgetræk” er et folkefærd jeg frygter!

Kære alle jer der bor på den dejlige ø Orø,

Jeg bor på den dejlige halvø Hornsherred, og jeg oplever at vores veje er smukke, smalle, krogede og fører til flotte landsbyer, skov og strand. MEN!!! Der kommer et færgetræk fra Orø cirka hver 20. minut, og der er det som gående/cyklende bare med at komme væk, for der føles vejen alt for lille!
Når I kører i færgetrækket, så husk på ikke at presse hinanden til at køre stærkere end forholdene tillader, og husk på at I hver især har meget lidt udsyn, da I ikke ser meget længere end bilen foran jer, så hvis der er en blød trafikant i vejsiden som ikke kan komme væk, samt modkørende, så opstår der en rigtig ubehagelig situation hvor jeg som blød trafikant må standse trafikken og bare håbe at det går…

Det samme vil jeg sige til jer som skal til færgen; kør efter forholdene, og er der færgetræk den anden vej, så vær ekstra agtpågivende!

Rikke Sofie Møller fra Vellerup har startet en tråd til politikerne med ønske om cykelsti, fra Vellerup til Nr. Hyllinge, og jeg følger op med ønsket om at forbinde Orø med Nr. Hyllinge, da det vil give os alle der færdes til og fra Orø, på den ene side, eller den anden; – en mere sikker vej at færdes på. Til gavn for os alle og de turister som i dag især er i risiko for at blive fanget på en vejstrækning af et færgetræk.

Med dette åbne brev håber jeg på jeres opbakning, med ønske om at Holbæk Kommune, Frederikssund Kommune og Lejre Kommune sammen kan se værdien i at sikre trafikken til Isefjordens perle og dem som bor i det smukke Hornsherred.

Læserbrev af
Frida Vestergaard
Hammer Bakke 16
4050 Skibby