De fedtede fætre fra Kærgården – Ingen er hvad de giver sig ud for

Holbaekonline.dk’s teateranmelder Lise Zeuthen har set ”De fedtede fætre på Kærgården” – Holbæk Teaters sommerteater i Museumsgårdend den 16.8.2020.

Foto: Mie Neel

En kærlighedshistorie vendes på hovedet med flere sidehistorier, sange med finurlige rim, overraskende forviklinger og drillerier serveres af dygtige komikere, et charmerende kor af landsbytøser og formidabel musikalsk ledsagelse. Publikum fanges ind med latter og store smil.
Fra start til slut.

Velkommen i varmen

Solen står lige ned mellem de gamle smukke huse i museumsgården. Venligt imødekommende unge medarbejdere byder os velkommen. De opfordrer os til at være opmærksomme på corona-reglerne, finde skygge og drikke rigeligt – vand. Kirkeuret falder i slag.

Foto: Mie Neel.

Smuk musik som medspiller

Meget velvalgt starter kapelmester Lars Fjeldmose (her: Sven Gyllemark) på sit keyboard med en strofe af Here comes the sun, en kær gammel Beatlesmelodi. Vi er med. Vi vil ha´ mer´. Fjeldmose glider let og elegant over i en anden kending: Den danske sommer, hvorefter han slår en sløjfe til Det er sommer det er sol og det er søndag. Og det er faktisk lige hvad det er. Sommer og søndag. Sikke et overskud og sikke en musikalsk mangfoldighed fra én mand! Sådan fortsætter han med et utal af små strofer fra kendte sange med et skævt tvist til forestillings handling. Det er også Fjeldmose, der akkompagnerer til de mange muntre sange, sunget og danset af de dejlige, dygtige og nutte-buttede landsbytøser fra Butterup.

Foto: Mie Neel

De gode og de onde

Der er to elskende, som ikke kan få hinanden. Der er de gode og de onde. Som i historier af Morten Korch (her: Morten Prop). Men så hører ligheden også op. For komedien er skrevet af Flemming Jensen. Med hans på én gang platte og satiriske humor udfordres vi en lille smule på vores egne fordomme – og danskheden ikke mindst. Har Ib været sin kæreste utro? ( Sang: Ved landsbyens badekar). Er Den onde direktør i virkeligheden ond? (Sang: Oh lord wont´ you by me a Mercedes Benz) Er det ondskab, der ligger bag den mystiske kastning med citronfromage lige i smasken på Butterups borgere? Og er vi (eller svenskerne) lidt for sarte, når det gælder angsten for at blive krænket? Ingen afsløringer her. Bedøm selv!

Foto: Mie Neel.

Hvem er hvem

Ikke så snart har vi set en fedtet fætter før han kommer ind i ny forklædning som direktør, professorover- eller undermund, landbetjent, brugsuddeler, apoteker, kok, svensk gangster eller post. Hurtige skift. Ikke så mærkeligt, at der pludselig er to postbude på scenen eftersom den ene kom for sent og en anden måtte springe ind som vikar(!)

HOV. Skuespillerne mundhugges – nu personer ude af rolle, og forklarer sig til publikum. En ny vinkel på det hele. Magien brydes og publikum holder vejret.

Men kostumer, persontypisk gestik og stemmeføring kommer hurtigt på plads. De fire skuespillere omstiller sig til nye figurer med så stor hast og overbevisning, at publikum overrumples og imponeres.

Foto: Mie Neel.

Sidehistorier

Noget med øl og kapitalinteresser. Noget med gæld og svenskere, der sættes på færgen. Noget med husblas og citronfromage. Og meget mere. Der er mange sideløbende historier i kærlighedshistorien. Det hele er én stor og – meget morsom – forvirring. Forestillingen karikerer således moderne TV-drama og andre films mange sidehistorier. Flemming Jensen synes tydeligvis, at det er for meget. Og nogen af os opdager, at vi ikke er de eneste, der synes sådan. Men lige her er det sjovt.

Oh happy day

Musikken spillede: Oh, happy day. De elskende fik hinanden. Historien endte lykkeligtog publikum havde en hyggelig eftermiddag.

Foto: Mie Neel.

Hvor er vi heldige i Holbæk, at traditionen med morskabsteater i museumsgården fortsætter. Næste år kommer Zorro! Jeg håber, at han er hvad han giver sig ud for.

Forfatter: Flemming Jensen
Kapelmester: Lars FjeldmoseInstruktør: Joy-Maria Frederiksen
Medvirkende:Elisabeth von Rosen, Michael Hasselflug, Christian Damsgaard, Brian KristensenPlakat: Adam O.
Scenograf: Kirsten Brink
Produceret af Holbæk Teater

I samarbejde med Holbæk Museum – en del af Museum Vestsjælland

Spilleperiode: 18. august – 6. september 2020 Alder: fra 8 år og op 

Varighed: ca. 120 min. inkl. Pause Sted: Holbæk museumsgård

Leave a Reply