19. april 2024

Foto: Rigspolitiet.

Onsdag formiddag kort før klokken 11 standsede politiet en 38-årig mand fra Jyderup, som kørte ad Skarridsøgade på en stor knallert.

Det viste sig, at den 38-årige ikke havde et kørekort, da dette var blevet administrativt inddraget, fordi han ikke havde generhvervet førerretten efter en frakendelse.

Knallerten var ikke forsikret eller indregistreret, og den havde påsat en nummerplade, som tilhørte en anden knallert.

Baghjulet var desuden nedslidt.

Politiet målte knallertens hastighed på rullefelt til at kunne køre 87 km/t, så alt i alt var der tale om en meget ulovlig knallert.

Den 38-årige kan forvente at høre en del mere fra politiet, når de mange sager skal afgøres.