19. april 2024
Foto: Fødevarebanken.

Foto: Fødevarebanken.

Foto: Fødevarebanken.
Foto: Fødevarebanken.

Fra i dag kører FødevareBanken en ny rute i Holbæk med fire stop: Kirkens Korshær Klostercaféen, Holbæk Krisecenter Medusa samt de almene boligområder i Tølløse og Ladegårdsparken i Holbæk.

– Vi er glade for at få de almene boligområder med. De klassiske modtagere af overskudsmad fra FødevareBanken er forskellige former for botilbud, væresteder og varmestuer. Men der findes altså mange mennesker i Danmark, som ikke kommer de steder, og som stadig har brug for os. Både i forhold til at få leveret god og gratis mad og i forhold til de fællesskaber, der opstår omkring leverancerne af overskudsmad ude i boligområder som fx Ladegårdsparken, siger direktør i FødevareBanken Karen-Inger Thorsen.

De to boligområder bliver en del af projektet Madfællesskaber Med Mening, som FødevareBanken kører med støtte fra Nordea-Fonden. Boligselskabet Sjælland er også en del af partnerskabet.

Francisco Ortega, udviklingschef i Boligselskabet Sjælland, udtaler:

– Projektet har været en stor succes i Karlemoseparken i Køge, og vi har også gode erfaringer med madfællesskaber fra andre boligområder. Så vi er glade for, at projektet nu også kommer til Holbækområdet – samt at FødevareBanken og Nordea-fonden gør det muligt.

Beboerrådgiver i Ladegårdsparken, Sevda Cenikli har i de seneste dage været i gang med at sprede budskabet i bolgiområdet:

– Beboerne herude er positive, når jeg taler med dem om projektet. FødevareBanken kommer med maden og en drejebog, der beskriver hvordan man kan organisere sig, så der kommer noget godt ud af det. Der har været gode resultater andre steder på Sjælland, så jeg håber, vi kan gøre dem kunsten efter her hos os og få en masse til at engagere sig frivilligt i projektet.