19. marts 2024

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

Når fundamentet er sammenhold

Mens det stille og roligt bliver lysere og lysere for hver dag der går, arbejder vi i kommunalbestyrelsen os frem mod konturerne af en ny erhvervspolitik. Økonomiudvalget har initiativretten – og erhvervslivet sammen med Holbæk Erhvervsforum har ’påvirkningsretten’. For vi ved, at der kommer ingen og forærer os noget. Vi må og skal selv rulle ærmerne op og sammen skabe udviklingen. Og på mange måder er det over tid blevet ’grundstoffet’ i vores kommunen. Sammen lykkes vi.  Samarbejde i alle versioner: officielle partnerskaber, samarbejdsaftaler, dialogmøder eller politiske møder er der, hvor vi skaber den solide platform, som vi sammen kan vokse ud fra. De parter, som har andel eller aktier i sagen, sætter sig om et bord og finder løsningen. 

Derfor var det jo ganske lige til, da Kommunalbestyrelsen besluttede sig for, at der skal laves en ny erhvervspolitik: Vi skal have en erhvervspolitik, som er et aftryk af, hvad der er brug for lige her i vores kommune, så derfor er det repræsentanter for det lokale erhvervsliv, Holbæk Erhvervsforum, politikerne og kommunen, der sidder med helt inde i maskinrummet. En erhvervspolitik er ikke om ”dem” og ”os” – en erhvervspolitik skal handle om, hvordan vi sammen kan løse, løfte og forandre ved fælles hjælp og fælles engagement. 

Vi tør nemlig at lægge hånden på kogepladen, teste hinanden – og finde de rigtige løsninger, indsatser og veje. Den tilgang har været helt fundamental og gennemsyrende for de møder, vi har holdt indtil nu med et bredt udsnit af virksomheder, Holbæk Erhvervsforum og politikere. Det er så afgørende, at den nye erhvervspolitik afspejler de behov, der er ude i virksomhederne – og at vi har øje for den gensidige respekt og styrken i at samarbejde. Og det fælles punkt har vi: stoltheden og evnen til med udsyn, viljestyrke og evnen til at trække af i fællesskab, når det kræves. 

Det engagement, forventer vi, vil skinne igennem erhvervspolitikken, når den ligger klar – så vi sammen kan skabe de bedst mulige betingelser for såvel erhvervsliv som kommunen til vores fælles fordel. Det er det fundament, vi bygger fremtiden på. 

 

Christina Krzyrosiak Hansen

Borgmester for Holbæk Kommune 

 

Kenny Jensby

Direktør for Holbæk Erhvervsforum