Politiet standsede bilisterne i spiritus- og narkorazzia

Spiritus- og narkokontrol.

Politiet kontrollerede fredag aften bilisterne på Ringstedvej. Foto: Michael Johannessen.


Fredag aften blev julebryggen frigivet og traditionen tro var færdselspolitiet også på gaden med en indsats mod narko- og spirituskørsel.

Indsatsen blev primært målrettet Holbæk-området og Holbækkommunen, men også andre steder i politikredsen, var blev trafikanter kontrolleret.

Et af de steder politiet kontrollerede bilister var på Ringstedvej mellem de to rundkørsler under motorvejsbroen. Her blev bilister i begge retninger standset og kontrolleret.

I alt blev omkring 400 køretøjer standset og kontrolleret, hvilket resulterede i, at tre spritbilister blev afsløret.

Biljagt endte i hul
En 19-årig mand fra Mørkøv ønskede ikke at tale med politiet, da han blev forsøgt standset på Holbækvej i Jyderup. Det resulterede i en kortere biljagt, der endte brat, da den 19-årige havnede i et hul med sin bil i forbindelse med et vejarbejde.

Det viste sig, at den unge bilist ikke havde nogen førerret, ligesom en narkometertest indikerede, at han var påvirket af hash. Desuden fandt politiet ham i besiddelse af ca. 1½ gram hash. Den 19-årige mand blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Skriv et svar