29. marts 2024

Arkiv foto: Rolf Larsen.

En efterlyst 29-årig mand fra Holbæk er nu bag tremmer efter han torsdag morgen forsøgte at stikke af fra politiet i forbindelse med en rutinekontrol.

Den 29-årige kom kørende ad Isefjordvej i Nykøbing Sj. En politipatrulje ville lave en rutinemæssig kontrol af bilen og føreren og aktiverede derfor udrykningssignalet, for at signalere til føreren, at han skulle standse bilen. Det gjorde han også, men så forsøgte han at løbe fra stedet. Betjentene råbte ham an og det lykkedes at anholde den 29-årige. Årsagen til, at han forsøgte at stikke af var, at han i forvejen var efterlyst, og han ikke havde noget kørekort.

Manden var efterlyst af politiet, idet han er mistænkt for at have en rolle i en sag om et stort våbenfund, som blev gjort i forbindelse med en ransagning i Kalundborg i sommer.

Den 29-årige var desuden påvirket af hash, så han blev sigtet for narkokørsel og fik udtaget en blodprøve. Han var frakendt førerretten i forbindelse med en tidligere sag om spirituskørsel, så han blev desuden sigtet for kørsel i frakendelsestiden.

Politiet ransagede bilen, hvor der blev fundet forskellige ulovlige dopingmidler, som den 29-årige ikke havde kendskab til. Ejeren af bilen, en 18-årig mand fra Holbæk, blev efterfølgende kontaktet af politiet. Han erkendte at væksthormonerne tilhørte ham. Han blev derfor sigtet for lov om dopingsmider, og de ulovlige dopingsmidler blev beslaglagt med henblik på konfiskation.

Den 29-årige blev efter blodprøveudtagelsen taget med til politistationen til afhøring. Han blev efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk som sigtet for besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre. Han blev varetægtsfængslet frem til d. 26. november.