Anmeldelse: Den første dråbe blod

Foto: David Trood / Teatret Fair Play.

Foto: David Trood / Teatret Fair Play.


Holbaekonline.dks teateranmelder har set forestillingen Den første dråbe blod på Teatret Fair Play.

Hvorfor gjorde hun det?
Hvad får en 15-årig pige til at sidde derhjemme på sit værelse og planlægge bombning af to skoler? Med stor indlevelse og intensitet kaster forestillingen lys over spørgsmålet. Nu forstår vi Pigen lidt bedre. Historien formidles rystende godt og rammer lige i hjertekulen, for har vi ikke alle mødt en pige som hende? Og har vi ikke alle et medansvar?

Foto: David Trood / Teatret Fair Play.

Foto: David Trood / Teatret Fair Play.


Alene og ingenting
Der er ikke noget scenetæppe. Intet skel mellem forestilling og virkelighed.
Scenen er sort med tremmer omkring en fængselscelle. I cellen sidder Pigen. En mand og en kvinde klædt i sorte bukser og blå skjorte står på hver sin side og læser dommen op: otte år for grov vold og forsøg på terrorisme. Fra Pigen – eller hendes stemmer lyder: ”Du er ingenting, du kan ingenting.” Hun skær i sig selv og tænker på selvmord. Vi ser, hvad det endte med og får herefter glimt fra pigens liv med en lang række af svigt, mobning og ensomhed.

Fængslende skuespil
Charlotte Amalie Kehlet spiller Pigen. Hun holder publikum fanget fra først til sidst med en nuanceret tegning af en 15-årig pige og en stærk, fremadskridende fortælling. Kehlet viser en pige, der udstråler naivitet og forvirring overfor verden, glimtvis både sødme, lykke og konstant underliggende ulykkelighed. Samtidig demonstrerer hun en vis ukuelighed, der er med til at gøre Pigens dystre valg troværdigt. En flot præstation.
De to andre medvirkende, Pernille Albæk Andersen og Bo Carlsson, er voksne, der går ud og ind af skiftende roller. De er begge til intenst til stede med et kropssprog, stemmeføring og mimik, som gør det tydeligt, hvem de nu er, og hvilken relation de har til Pigen. De mange skift i skuespillet fremhæver, hvordan en lang række af personer er gået ind og ud af Pigens liv.

Scenen sættes med fokus på sagen
Scenens mørke understreger situationens alvor, og der er ingen scenebilleder til at distrahere publikums opmærksomhed. Kun ganske få rekvisitter markerer et par scener fx røde gevanter i det varme og farverige Tyrkiet. Rødt for lykken og kærligheden. Et tørklæde markerer Pigens konvertering til Islam og et glasskår indgår i scenen med ”den første dråbe blod”.
Musik høres i feriescenen og markerer stedet, Tyrkiet. Andre lyde er stort kun dem, der fremkommer ved spillernes bevægelser og stemmer. Lyset er spot på dem, der agerer og fungerer umærkeligt som understregning af stemninger.

Et hårdt, retningsløst og ensomt liv
Mange flytninger, skoleskift og brudte relationer. En stedfar, som Pigen har det dårligt med. En mor, der gør sit bedste, men ikke formår at støtte eller stoppe sin datter. Flere plejefamilier og et opholdssted, hvor Pigen udsættes for krænkelser og tilbud om stoffer. Skiftende pædagoger, der aldrig har tid.
Og så alligevel: en fysiklærer, som hun får tillid til. Han lytter og holder hendes barberblad. Han

Foto: David Trood / Teatret Fair Play.

Foto: David Trood / Teatret Fair Play.

hører om hendes konvertering til islam og får mistanke om hendes radikalisering. Er der trods alt en grænse for fortrolighed og for tavshedspligt?
En praktik, hvor hun lykkes. En ferie som i paradis. En stormende forelskelse i en ung mand. Han er muslim. Hun vil være en del af hans verden og konverterer til islam. Da han svigter hende, søger hun fællesskab og måske hævn gennem kontakt med IS.

Det ultimative fællesskab
Politiet har observeret noget mistænkeligt og ”holder øje”. Men hvad indebærer det? Og Pigen spørger sin lærer, hvorfor der er noget galt i at mene noget andet end de fleste? Er der en grænse for demokratiets grundregler?
Pigen bliver et øjeblik i tvivl, om det er forkert at slå andre ihjel, men fortsætter alligevel sin plan. Hun søger fællesskab. Hun vil i paradis og ender – i fængsel.

At finde sin vej – alene
Det virker tilfældigt, at kærestens religion får så store konsekvenser. Islam som sådan er jo langt fra terrorisme. Pigen vælger den ekstreme og voldelige vej. Hvordan ville det være gået, hvis hun var blevet forelsket i en sportsmand eller en narkoman? Tja, så havde vi formodentlig aldrig hørt om hende. Tilbage står historien om, hvor svært det kan være at finde en retning i livet. For piger som hende – og mange andre.

Stærkt følelsesmæssigt berørt kan publikum ikke undslippe spørgsmålet om, hvor mange chancer unge har for at få hjælp og støtte i dagens Danmark?

Herfra kan denne tragedie varmt anbefales. Vil du vide, hvorfor hun gjorde det, og hvordan vi kan lære af det? Så se denne fremragende og uafrystelige teaterforestilling og lad os få en snak om den.

Om forestillingen:
Medvirkende:
Charlotte Amalie Kehlet, Penille Albæk Andersen og Bo Carlsson 
Manuskript: Robert Reinhold
Instruktion: Robert Parr
Scenografi: Tanja Bovin
Lys og værksted: Jakob Ebbe
Lyd: Robert Reinhold og Frans Hansen
Koreografi: Esa Alanne
Plakat: Asako Kido Parr

Fra 14 år

Spilletider:
3-12.10.19

Aftertalks efter forestillingerne de to lørdage og tirsdag aften.

Læs også: Teater om “Kundbypigen” – Hvorfor gør Teatret Fair Play det?

Skriv et svar