Holbæk tabte hjemme til HIK

Rasmus Suhr Petersen udligner til 1-1 på straffe. Foto: Rolf Larsen

Rasmus Suhr Petersen (yderst til venstre) udligner til 1-1 på straffe. Foto: Rolf Larsen


291 tilsuere så på, da Holbæk B&I søndag eftermiddag fik besøg af HIK.

Allerede efter få sekunder havde Holbæk en god chance med skud mod gæsternes mål. Skuddet blev parreret til hjørne og det efterfølgende hjørnespark blev taget af målmanden.

Det så altså hurtigt lovende ud for de fremmødte Holbæk fans. Indenfor de næste ti minutter havde Holbæk da også tre gode muligheder, der dog ikke endte med scoring.

Et kvarter inde i 1. halvleg kom HIK så mere med og skød mod Holbæks mål. Holbæks målmand var dog klar og kastede sig efter bolden og tog den.

Minuttet efter blev Holbæk dømt offside efter et ellers godt opspil.

Efter 25 minutters spil er det som om HIK får spilet til at fungere og det resulterer i en scoring i 29. minut til 0-1 på et mål af Andreas Lissau.

Utilfredsheden med dommeren kostede tre minutter før pausen HIKs cheftræner Kristoffer Wichmann det røde kort og han måtte forlade banen.

Som første halvleg startede også 2. halvleg med et Holbæk forsøg, men heller ikke denne gang blev det til mål. Faktisk havde HBI fire chancer i de første ti minutter, hvor af den største mulighed nok var i 55. minut, da bolden blev skudt over gæsternes mål til stor ærgelse for både Holbæk-spillere og hjemme-publikummet.

I 62. minut kom så det, som de fleste på stadion havde ventet på, nemlig en Holbæk-scoring. Holbæk blev tilkendt straffespark og det stod Rasmus Suhr Petersen for at eksekvere og det gjorde han uden problemer til 1-1.

Men glæden ved udligningen holdt kun kort, for blot fire minutter senere blev HIK tildelt straffespark, og lige så sikkert som Suhr havde scoret for Holbæk, lige så sikkert satte Jonas Rasmussen bolden i nettet til 1-2 for gæsterne.

Selvom HIK var foran, så kæmpede Holbæk videre og fik igen en stribe muligheder, der dog alle endte uden afslutning eller forbi eller over målet.

Også gæsterne fik spillet sig til muligheder, bl.a. 82. minut, hvor HIK fik sat et hurtigt løb ind mod Holbæk og kom op foran HBIs mål. Skuddet mod nettet endte dog med at gå til hjørne, og hjørnesparket endte med at blive forlænget forbi Holbæks mål.

I 87. minut havde Holbæk så igen en kæmpe chance, godt hjulpet på vej af HIKs målmand, der ikke fik fat i bolden under første forsøg og tabte den på jorden. Men for mange kokke fordærver som bekendt maden, og for mange fodboldspillere om en enkelt bold ender som regel heller ikke i noget kønt – heller ikke denne gang.

Holbæk forsøgte de sidste minutter at holde dampen oppe trods af og fik lavet mange spil op til målet, men manglede både held og skarphed. I den sidste store mulighed – et hjørnespark – var hele HBI oppe foran målet, også målmanden, og alligevel lykkedes det ikke, at udligne.

I overtiden blev Mathias Larsen iøvrigt udvist for at have væltet en HIK-spiller.

HIK vandt dermed kampen 1-2.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar