29. marts 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Politiet rykkede lørdag eftermiddag ud til Bysøstræde, efter en anmeldelse om, at en ung man muligvis havde en pistol.

Anmeldelsen indløb kort efter klokken 15.30 fra en borger, som havde set to unge mænd, der stod og talte sammen. Den ene havde under samtalen løftet op i sin trøje, hvor anmelderen havde set noget, der kunne ligne skæftet på en pistol, der sad i bukselinningen.

En patrulje kom hurtigt frem og fandt de to unge mænd, der forsøgte at skjule sig for politiet. Politiet tog deres forholdsregler og tilbageholdt de to mænd, en 18-årig mand fra Ugerløse og en 18-årig mand fra Holbæk.

De blev visiteret efter våben, men blev ikke fundet i besiddelse af nogen pistol.

Politiet undersøgte det sted, hvor de to havde skjult sig. Her var efterladt en peberspray, som manden fra Ugerløse erkendte tilhørte ham. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af våbenloven, og politiet beslaglagde pebersprayen.

De to unge mænd kunne herefter forlade stedet, men den ene kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen om pebersprayen skal afgøres.