19. april 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Kort før klokken 22 i aftes fik politiet oplysninger om, at der lå en personbil på taget i en grøft ved Skovvejen i Jyderup.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor de undersøgte bilen nærmere.

Der lugtede af alkohol i bilens kabine, men der var ingen personer til stede ved bilen.

Politiet fandt kort efter ud af, at to personer, som kunne mistænkes for at have befundet sig i bilen, da den forulykkede, befandt sig på en anden adresse i Jyderup. En patrulje anholdt her to personer, en 26-årig kvinde og en 34-årig mand, begge fra Smørum. De var begge påvirkede af alkohol, og det var i første omgang ikke muligt at fastslå, hvem der havde kørt bilen. De blev derfor begge sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve.

Senere forklarede kvinden, at det var hende som havde ført bilen, og at hun havde mistet herredømmet over den, hvorfor de var kørt galt. Parret havde efterfølgende fået et lift videre til den adresse i Jyderup, som de var på vej til.

De to anholdte blev blev løsladt, begge er dog stadig sigtet i sagen og de vil høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøverne foreligger.

Ingen personer kom i øvrigt til skade ved uheldet, oplyser politiet-