Ægtepar vågnede da tyve stjal design-kopi

Et ægtepar fik en ubehagelig oplevelse og tyvene formentlig en lang næse, da der i nat blev begået indbrud i et hus på Strandmøllevej i Holbæk.

Ægtepar vågnede klokken 00.50 ved, at der lød et højt brag, da en rude blev knust i stuen.

Manden stod op og så to personer i stuen, som stjal en lænestol fra stuen og tog den med ud til en hvid varebil, der holdt foran huset og ventede, formentlig med en chauffør, der sad klar. Varebilen kørte herefter fra stedet i østlig retning.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at anmelderen kunne ikke beskrive personerne nærmere, da lyset i stuen var slukket.

Lænestolen var en kopi af en kendt designerstol, som tyvene måske har troet var ægte.

Politiet hører gerne fra vidner der har bemærket en hvid varebil på Strandmøllevej omkring kl. 00.50 eller som i øvrigt har set noget mistænkeligt på vejen før eller efter indbruddet. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Skriv et svar