Uro i Holbæk B&I – Skovby beskyldes for samarbejdsvanskeligheder

Der er uro i HB&I hvor flere siger, at der er samarbejdsvanskeligheder med manager Morten Skovby. Foto: Rolf Larsen.
Der er uro i HB&I hvor flere siger, at der er samarbejdsvanskeligheder med manager Morten Skovby. Foto: Rolf Larsen.

Søndag sikrede Holbæk B&I’s 1. hold oprykning til 2. division og selvom det burde være en kilde til stor glæde, så er der uro internt i klubben.

Elitechef i HB&I Asger Madsen, bekræfter på klubbens hjemmeside den interne uro, som man ifølge ham tager meget alvorligt:

“Bestyrelsen er i gang med at afholde møder med spillere og nøglepersoner i klubben for at få belyst problemstillingen, og med baggrund i disse informationer, at kunne træffe en beslutning vedrørende eventuelle ændringer i klubbens spiller og/eller lederorganisation.”

Ifølge sn.dk gælder uroen klubbens manager Morten Skovby, som er blevet kritiseret for manglende samarbejdsevner af flere spillere og trænere internt i klubben. Blandt de trænere, som nævnes som utilfredse er klubbens U19-trænere.

Til sn.dk siger U-19 cheftræner Brian Bo Jensen:

– De frem trænere og ledere omkring U19-holdet vil i hvert fald ikke forlænge deres aftaler. Og det er specifikt på grund af samarbejdsvanskeligheder med Skovby.

Ønsker arbejdsro
Klubbens bestyrelse ønsker ikke at udtale sig nærmere om situationen i truppen og klubben, og man ønsker arbejdsro indtil alle parter er hørt i sagen.

Asger Madsen pointerer dog, at “der aldrig må være enkeltpersoner der stiller sig selv højere end klubben, og at organisation og spillertrup frem mod den kommende sæson vil være et setup der kan gøre sig gældende i 2. division”.

Skriv et svar