16. april 2024

Arkivfoto: Morten Sundgaard - Skadestedsfotograf.dk.

Klokken 04.00 natten til søndag standsede en hundepatrulje en personbil på Skovvejen ved Nørre Jernløse for at lave en rutinemæssig kontrol af både bilens fører og køretøjet.

Da bilen var standset, stak føreren af og løb væk ud på en mark. En af patruljens hunde løb dog hurtigere og da bilisten opdagede hvem forfølgeren var valgte han at stoppe.

Politiet kunne herefter udramatisk foretage anholdelse af en 20-årig mand fra Sønder Omme, idet han var mistænkt for at være påvirket af euforiserende stoffer i forbindelse med kørslen. Han måtte i øvrigt ikke føre bilen, fordi han i forvejen var frakendt førerretten.

Den 20-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve og afhøring til sagen.