29. marts 2024

Foto: Morten Sundgaard - Skadestedsfotograf.dk

Foto: Morten Sundgaard – Skadestedsfotograf.dk

Den unge mand, som søndag aften blev ramt af skud i Ladegårdsparken, er afgået ved døden.

Der er tale om en 18-årig mand, som opholdt sig ved ejendommen, blev ramt og pådrog sig så svære kvæstelser, at han afgik ved døden. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, som samtidig oplyser, at manden pårørende er underrettet.

Politiet fik søndag aften kl. 22.12 anmeldelse om, at der blev der afgivet flere skud ved boligblokken med opgang 135.

Politiet har været massivt til stede i området søndag aften og nat for at lede efter spor i samarbejde med bl.a. kriminalteknikere. Undersøgelserne i området ved gerningsstedet vil fortsætte mandag.

Opgør i det kriminelle miljø
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi har efterforskningen givet oplysninger om, at skuddene kan være blevet afgivet af en person, der beskrives som:

Mand, ung og lys i huden, muligt etnisk dansk, almindelig af bygning, iført blå kasket og sort jakke.

Den mistænkte mand flygtede til fods fra gerningsstedet i retning mod en parkeringsplads ved Dagli’Brugsen, Ladegårdsparken Vest 167, Holbæk.

Kort efter kørte et køretøj med en ”hidsig” motorlyd i høj fart væk fra parkeringspladsen og i ukendt retning.

Politiet behandler sagen som et drab og arbejder ud fra en formodning om, at der er tale om et opgør i det kriminelle miljø i Holbæk.

Personer, der har foretaget observationer i området, eller som har oplysninger i sagen, bedes kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 46 35 14 48 eller via nærmeste politi på tlf. 114.