Jespers klumme: Hvordan får en pille i en hund, som er absolut mistroisk overfor forehavenet?

 Deres udsendte orø-mearbejders to hunde: til venstre DUT, til højre hvalpen Amanda, dog ikke fra Kerteminde, men fra Orø. Foto: Jesper von Staffeldt.

Deres udsendte orø-mearbejders to hunde: til venstre DUT, til højre hvalpen Amanda, dog ikke fra Kerteminde, men fra Orø. Foto: Jesper von Staffeldt.

Denne lille humoristiske historie er lidt af en blandet landhandel, den handler dels om hvordan man får medicin ind i en hund som ikke er alt for samarbejdsvillig og om hvordan man finder Nr. Jernløse, når man bor på Isefjodens Perle langt væk fra store vindmøller og kommende biogasanlæg.

Mange hundeejere kender sikkert til besværlighederne ved at man får udleveret nogle forholdsvis store piller, man skal give sin hund, når man kommer hjem fra dyrlægen.

Jeg bor sammen med tre damer, hvoraf de to Gud ske lov går på fire ben. De firbenede er en 7 år gammel colliehund og den anden er en colliehvalp på 9 mdr.

Den gamle hund havde fået noget infektion i tarmene, og derfor tog vi til vor dygtige dyrlæge i Nr. Jernløse.

Og det er meget let at finde den forholdsvis lille by Nr. Jernløse: Man tager til Megacenteret og kører sydpå, og når man så ser en del huse beklædt med skilte hvor der står “Nej til biogas” o. l. så er man det rigtige sted: Nr. Jernløse. Men man skal passe på ikke at køre for langt for så ser man også en masse skilte med lignende tekst, man er stadig i Jernløse, men nu er det Sdr. Jernløse. Man ser måske ikke så mange borgere, men så er det måske fordi de næsten alle sammen er i Holbæk by foran administrationsbygning eller rådhus. Skal ved lejlighed have spurgt min redaktør, som tager sig af stoffet i Holbæk by minus Orø, hvad alle de mennesker dog laver der? Vi har da dog en ung dygtig borgmester – har jeg hørt – som sammen med andre byrødder går ind for biogasanlæg (Men de er også i måske overført betydning, vant til at lukke gylle ud?). Det gør jeg skam sandelig også, aaaahhh, det skal måske ikke lige ligge på Orø, men ideen er god, synes jeg som gl. kemiker.

Man får brugt gyllen til noget fornuftigt, måske lugter den en smule, men sådan er det jo, når man er på landet, også da jeg var ung. Der er en anden fordel med gyllegas, man kan bruge den til at gemme den energi i man producerer fra vindmøller og som ikke rigtig kan gemmes i større målestok. Det kan man, hvis man spalter vand i dens bestanddele: Ilt og brint/hydrogen ved hjælp af strøm. Hydrogenet tilsættes gyllegas, og så har man den brændbare gas Methan, som kan opbevares i tanke og bruges, når der er behov. Det danske firma Haldor Topsøe arbejder på dette projekt i en større model.

Jeg forklarede min dyrlæge i Nr. Jernløse det fornuftige i at have biogasanlæg, den bedste måde at gemme elenergi på var ikke i batterier, men som gas.
Det hjalp heller ikke, da jeg forklarede at hun burde være glad for der kom et biogasanlæg i nærheden af hendes dyreklinik det ville sænke ejendomspriserne i området, hvilket kunne være en fordel, hvis hun som nu havde planer om at købe det hus hvor hun havde lejet sig ind med sin dyrlægepraksis. Husk en sag skal ses fra mange sider også den humoristiske, selv om emnet kan være alvorligt!

Et snapseglas, en sprøjte samt en hammer og plasticpose, så kan man få pillen ind i hunden. Foto: Jesper von Staffeldt.
Et snapseglas, en sprøjte samt en hammer og plasticpose, så kan man få pillen ind i hunden. Foto: Jesper von Staffeldt.

Det var et stort sidespring, og nu til det med hundene.

Jeg fik hunden med hjem til den kære ø, og dagen efter skulle jeg have tre piller i kreaturet. Det gik fint første gang, pillerne kom ind i noget frikadellefars, og de blev spist. Næste gang gik det ikke. Ikke om den bare ville snuse til frikadellefarsbollerne. Vi stoppede så pillerne ned i noget leverpostej, næh hunden var sgu ikke dum, nej tak far, den hopper jeg ikke på. Vi fik leverpostej ud over alt undtagen i hundens mund. Prøvede så den direkte måde: proppede pillen langt ind i bagmunden, man fristes næsten til bruge det amerikanske udtryk Deep throat, holdt fast rundt om munden, slap grebet et stykke tid efter og udkom selvfølgelig den røde pille.

Nu var tålmodigheden sat på hård prøve, meget hård prøve. Der blev ikke talt venlig til hunden. Men så faldt tiøren endelig, måske i to femører: Puttede pillerne i en lille plasticpose, knuste dem med en plastichammer (en flaske kan også bruges), hældte pulveret i et stort snapseglas, rørte grundigt rundt, og sugede så emulsionen op med en sprøjte , købt på apoteket til andet formål smøring af pivende hængler) og sprøjtede det ind i hundens mund. Se voila det lykkedes endeligt efter en del eksperimenteren. Da jeg først havde fået fidusen tog processen under 5 minutter. Hermed er ideen givet videre til andre hundeejere, og undskyld mit drilleri i begyndelsen af artiklen.


Klummen er udtryk for forfatterens holdning og ikke nødvendigvis Holbaekonline.dks holdning.


Skriv et svar