24. april 2024

Foto. Morten Sundgaard.

Arkivfoto. Morten Sundgaard.
En 36-årig mand fra Holbæk blev i nat anholdt og sigtet i forbindelse med et indbrudsforsøg i Aldi på Borgmester N. E. Hansensvej i Holbæk.

Det var en 17-årig ung mand fra Jyderup, som kl. 03.48 kontaktede politiet og fortalte, at en mand var igang med at begå indbrud. En politipatrulje blev sendt til stedet, hvor betjentene traf en mand, som stadig var i gang med at skaffe sig adgang gennem en delvist ødelagt rude. Det viste sig, at manden havde skåret sig på sine hænder i forbindelse med indbrudsforsøget.

Han var iøvrigt påvirket, ifølge politiet muligvis af euforiserende stoffer, og så var han i besiddelse af en peberspray.

Politiet anholdt den 36-årige, der blev sigtet og afhørt til sagen. Da der ikke var grundlag for fremstilling i grundlovsforhør, blev han løsladt. Han vil senere høre nærmere fra politiet, når erstatningskravet for den ødelagte rude er opgjort.