29. marts 2024

Butikschef Kim Drewsen til højre i billedet sammen med nogle af sæsonmestrene fra team Holbæk. Foto: jem & fix A/S

Butikschef Kim Drewsen til højre i billedet sammen med nogle af sæsonmestrene fra team Holbæk.
Foto: jem & fix A/S

Hvis du handler i jem & fix i Holbæk i denne weekend, så er det ikke det sædvanlige flinke personale du møder – det er der en god forklaring på.

Hvert år deltager jem & fix’ 118 butikker i konkurrencen om at blive sæsonmester i en intern salgskonkurrence, og i 2018 løb butikken i Holbæk af med sejren.

Weekendophold og weekendvagt
Udover hyldestbølgen og pokalen har butikken også vundet et weekendophold med fuld forplejning og forkælelse i København med masser af god mad og hyggelige arrangementer i byen samt overnatning på Grand Hotel, alt imens regionschefer fra hele landet tropper op for på skift at passe butikken og tage weekendvagten i Holbæk.

Det er netop i denne weekend, at butikspersonalet er afsted til København. I stedet er det et hold af regionschefer til, som sammen med HR- og driftschef Peter Nyboe bemander butikken.

Sæsonmestre for 2. gang
Det er ikke første gang, at butikken i Holbæk er blevet sæsonmestre. I 2016 var det nemlig også holbækkerne, som nappede pokalen. Dengang gik turen til Lalandia.

Butikschef i jem & fix i Holbæk Kim Drewsen er da også særdeles tilfreds med sejren og holdets indsats:

– Vi nappede sejren i 2016 og så igen i 2018, og jeg er svært tilfreds med, at vi igen kan løfte pokalen højt over hovedet. Det er intet mindre end fantastisk og bunder i en kæmpe holdindsats, og jeg glæder mig meget til en hyggelig og afslappende weekend i København sammen med resten af holdet.

Om “vikarerne” siger han:

– Jeg er sikker på, at butikken er i trygge og kyndige hænder imens.

En tradition
Overtagelse af butiksdriften i en konkret butik er nu heller ikke helt uvant for regionscheferne, da det er en tradition med flere år på bagen at fejre sæsonmestrene med en friweekend på denne måde. Og selvom det ikke er hver dag, at regionscheferne står bag kassen, så er der godt humør over hele linjen forud for weekendvagten i Holbæk. Regionschef Jacob Dragby fortæller:

– Det er et par dage siden, jeg sidst har stået i kassen og trimmet hylder, men jeg glæder mig til at få den daglige butiksdrift helt ind under huden. Det bliver med garanti en sjov og lærerig oplevelse, og jeg er sikker på, det bliver en fantastisk weekend både for team Holbæk, der tager på weekendtur, og for os regionschefer, der bemander butikken i Holbæk og forhåbentligt også for de kunder, der kigger forbi og handler og hilser på nye ansigter i butikken.

HR- og driftschef Peter Nyboe kommer også til Holbæk i weekenden og tager sin tørn i butikken.
Foto:: jem & fix A/S.
Driftschefen i den røde trøje
HR- og driftschef Peter Nyboe, der til dagligt har sit virke på jem & fix’ hovedkontor i Vejle, trækker også i den røde arbejdstrøje og giver et nap med i butikken i Holbæk i weekenden, og han er helt enig med Jacob Dragby i, at der venter en god og berigende oplevelse:

– Jeg har gennem årene selv været butikschef i flere af vores butikker, og det er sjovt og meget givtigt at føle pulsen i en butik igen. Det er så fortjent at Kim og teamet, der til daglig styrer jem & fix i Holbæk, får sig en pause i denne weekend oven på de flotte resultater, der har givet dem titlen som sæsonmestre i 2018, slutter HR- og driftschef Peter Nyboe.

Det sædvanlige hold er tilbage i butikken mandag.