19. april 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.
Fredag formiddag kort før klokken 11.30 blev der trykket på overfaldsalarmen hos kommunens Borgerservice på Jernbanevej i Holbæk.

Politiet kørte til Borgerservice, hvor en sur mand var kørt fra stedet i bil. Politiet mødte ikke bilen på vej til Borgerservice og vel fremme kunne det konstateres, at der var faldet ro på stedet.

Historien begyndte, da en 23-årig mand fra Ugerløse havde henvendt sig personligt i Borgerservice, fordi der tilsyneladende havde været problemer med udbetaling af nogle penge, hvilket hidsede ham voldsomt op. Han havde banket hårdt ned i skranken med sin hånd, og på vej ud havde han slået til et stort plastikskilt, som blev ødelagt. Den 23-årige var kørt derfra i sin bil.

På politiets anmodning, kom den 23-årige mand kort efter tilbage, og han blev sigtet for hærværk i borgerservice. Han vil senere høre nærmere fra politiet, når erstatningskravet er blevet opgjort.